Kære alle sammen!
Jeg er jo blevet konfirmeret, og jeg har derfor også været igennem et vendepunkt i mit liv. Jeg har stillet mig selv overfor opgaver, og endda nogle jeg ikke kunne klare. Det hænger nok sammen med de ambitioner jeg har til mig selv, for de ambitioner er ikke nogle små nogen. Jeg regner jo med, at min uddannelse bliver en storm tung omgang jura eller en lang uddannelse som ingeniør. Men fordi jeg tror på mig selv om mine evner, skal jeg nok klare mig igennem 5-10 år på universitetet. Men jeg er ikke kommet til den her del af mit liv alene. Jeg har haft en fantastisk familie og en vidunderlig kæreste til at hjælpe mig igennem. Der er tre jeg gerne vil takke her i min tale. Min mor, min far og min kæreste.
Lad mig starte med min mor. Det første jeg kommer til at tænke på, er hvor dejlig hun er at putte sig ind til, når man stortuder om natten. Men min mor og jeg går ikke altid lige godt i spænd, for jeg gør måske lidt for meget oprør. Jeg vil altid have ret, men jeg har det sjældent. Så når jeg har indrømmet at jeg tog fejl, så er der også plads til an anden vigtig del af et skænderi. Krammet. Det er krammet der for alvor får mig til at se, at hun har ret, for selvfølgelig har hun ret. Mødre har en eller anden evne der gør, at de altid har ret. Så tak for det mor.
Denne del af talen har jeg haft svært ved at skrive, for det min far gør, er meget svært at forklare. Ja, han er forstående, men når jeg bliver for meget, har han da også en evne til at skælde ud. Og tak for det, for når farmand skælder ud, så ved jeg at det er meget alvorligt. Men altså, min far passer på mig. Han har tit fortalt om den første gang jeg skulle cykle alene i skole. Han ville tjekke om der skete noget, så han fulgte efter mig. Jeg bliver aldrig træt af den historie, for den slutter altid med: "... og jeg var så lettet, da du stod ude foran skolen!" Så som sagt, er min far der altid for mig.
Den her del handler om én ting. Et spørgsmål som mine elskede Christian spurgte mig om. Det lød. "Hvor elsker du mig egentligt? Du kan jo få alle i verden, og så vælger du lille grimme mig. Når man er så smuk, skal man finde en der passer til en, og jeg er jo ikke smuk." Og hver gang har jeg svaret: "Det jeg føler for dig er for stort til at forklare," men nu har jeg tænkt mig at gøre det så godt jeg nu kan!
Skat jeg elsker dig mest fordi du er dig, men også fordi du ikke ligger skjul på det. Du kan gøre mig glad, selvom jeg stortuder, og under mine mavekramper, er du der altid hos mig. Når du er ved mig, føler jeg at hele verdenen lyser op, og alt er i de smukkeste pastelfarver. At alt omkring os er godt, og intet andet end godt. Jeg er lykkelig sammen med dig, og jeg prøver at gøre det så klart som muligt, og når jeg gang på gang siger, at du er den dygtigste i verdenen, tænk at jeg har den dygtigste i verden, så ved du at det er det jeg føler. Selvom jeg sætter et meget stort smil på. Næsten et grin. Men du er den jeg elsker. Ingen ord er store eller værdige nok til at forklare min kærlighed til dig, for det er den største følelse i hele verden. Jeg kan kun sige, at jeg elsker dig.
Ida.