Mel.: Thomas Laub 1916
Menneskelivet - Aften - 767
1
Tiden skrider, dagen rinder,
solen daler, mørket blinder
lyset med en aftensky.
Sjæl og hjerte, møder begge,
takker Gud, I kan nedlægge
eder under Herrens ly!
2
Tak, min søde Gud og Fader,
som fra sjæls og legems skader
har mig friet med din hånd!
Lad endnu din store nåde
fri mig ud fra nattens våde
ved dit øje og din Ånd!
3
Viger bort, I syndedrømme,
flyder ind, I glæde-strømme
fra Guds Himle i mit sind!
Våg, min sjæl, og lad dig ikke
drage ind i Satans strikke,
når at søvnen gør mig blind!
4
Gak så hen, min krop, at slumme,
dog, mens søvn din sans vil dumme,
skal din Jesus stå dig bi,
lyse på dig fred og frelse,
give rolig søvn og helse
og dig fra ulykke fri.
5
Sov da, sov i Jesu arme,
viger, alle verdens larme,
jeg er i min Jesu skød!
Han mig skal af mørket føre,
han min sidste søvn vil gøre
salig, rolig, sagte, sød.
Det 7. aftensuk. Thomas Kingo 1684.