Til de to konfirmander

Mel.: Det var en lørdag aften

TILLYKKE vil vi sige i dag her til de to,
der nu er konfirmeret, det kan I lige tro.
I sammen fulgt hinanden har i jeres barndomsår,
og derfor også denne fest i fællesskab I får.

Et barndomshjem så dejligt,
ulykker har I lavet, det er da soleklart,
men dog for mor og far I to var solen i der's hjem,
det synes vi, at vi i denne sang vil have frem.

I to har som'tid skændtes så bølgerne gik højt,
vi tror, for mor og far det iblandt har været drøjt,
hinanden kan I ej undvære dog, i livets spil,
I sammen er fortrolige og altid være vil.

I to har kammerater, de kommer til jer hjem,
ja, der kan være mange, når alle dukker frem.
Musik I gerne spiller - højt det lyder, ved vi godt,
men far og mor si'r ingenting - det er i grunden flot.

I to hinanden støtter, det er der mening i,
er en af jer i knibe, så står den anden bi.
I har lært sammenholdets kunst, det er en ballast god,
vi ved, at I på livet begge, to har meget mod.

Og hvad så end I bliver, så ved vi helt bestemt,
at I det sagtens klarer, at det for jer går nemt,
for solskin I i hjertet har, og I har højt humør,
og hver dag er I begge to så mægtigt i vigør.

Vi sangen nu vil slutte med disse enkle ord,
hvor I i verden ender glem ikke far og mor,
for hvis I får problemer, kan til dem så trygt I gå,
et HURRA nu skal lyde - vi skal alle op at stå.