Melodi: Knud Vad Thomsen 1938 - Tekst: St.St. Blicher 1820
Hulde engel! du min barndoms ven!
Tro ledsager i de svundne dage!
Sig mig da hvor est du flygtet hen?
Sig mig når, når kommer du tilbage?
Skønt ukendt du engang fulgte mig,
da min sjæl var fri for sorg og smerte;
nu jeg kender, nu jeg sjunger dig.
Ak! hvi flygter du nu fra mit hjerte?
Dengang ukaldt var du altid nær,
leged med mig vågen og i drømme;
nu jeg kalder dig, o ven så kær!
Ubønhørt jeg må i tårer svømme.
Bor du i det hus, hvor første gang
du har mine læber lært at smile?
Bor du på den løvbekranste vang,
hvor du så min morgenstund bortile?
Blev du i den lund, som jeg forlod,
da mig skæbnen ud i stormen kasted?
Hos den kilde, som fra bakkens fod
mellem blomsterne forbi mig hasted?
Bor du højt blandt hine stjerners hær,
som jeg så på himmelbuen tindre?
Har ej himlen da det samme skær?
Er dens høje stjernehvælving mindre?
Er ej nu som fordum lunden grøn?
Kilden klar udi sin blomsterramme?
Er min ungdoms dal ej længer skøn?
Eller - er jeg selv ej mer den samme?
Milde engel! kom endnu en gang!
Fyld min sjæl med hine længsler søde!
Tryl mit hjerte med din serafsang!
Kvæg mit blik med håbets morgenrøde!
Se! jeg søger dig - o kom igen!
Hør jeg kalder, kom igen tilbage!
Før mig til mit gamle Eden hen,
Eller snart du til det nye mig drage!