Til konfirmanden

Mel.: Jeg har min hest, jeg har min lasso..

En vise har vi skrevet
om dagens konfirmand,
for hvad han har bedrevet
er sjovt og interessant.
En del af det har vi noteret,
men kun det halve garanteret,
for plads til hvert et lille nummer
vor vise simpelthen ej rummer.

Se, dengang du var lille,
da var der sjældent ro,
thi du ej sove ville,
før klokken den var to.
Du fik jo også lært at trave,
i fred ku' mor slet intet have,
for overalt var dine hænder,
mor sagde tit: »Men søde venner!«

Og skrammer eller buler
du fik i massevis.
Vi heller ikke skjuler,
du var en lille gris.
Glad ud til gadens børn du spanker,
og en gang tæv der ofte vanker.
For mor var disse dage strenge,
men far sa': »Sådan...er nu drenge!«

Din skoletid begyndte,
lidt fred og ro fik mor.
Fra skole du dig skyndte,
du ind ad døren fo'r.
Om skolen ville mor nu høre,
men nej - det lod sig ikke gøre,
for du sku' ud til dine venner,
med et: »Adjøs« - du ivrigt render.

Om aftenen ret silde
så spurgte spagt din far:
»Hør sig mig nu - du lille
om du ej lektier har?«
Dit svar vil far nok aldrig glemme,
du sa' hver gang med rolig stemme:
»Nej, far - det har jeg altså ikke«.
Far tænkte: »Hvori kan det ligge?«

Vi andre ofte hørte
om uheld, store - små !
Og når du cykel kørte,
du tiest vandret lå.
Ja, lidt af hvert har du vist prøvet,
på mange ting har du dig øvet.
Bestandig har du higet efter
at bruge alle dine' kræfter.

Stor du så ganske givet
er ved at være nu,
snart vil du ild i livet
gå-på-mod ejer du'!
Så husk, der er så mange farer,
dog tror vi ej, de let dig narrer.
Alt godt vi for din fremtid håber,
mens vi et længe LEVE råber.