Til vor datter på konfirmationsdagen

Mel.: Ti små snavsede fingre...

Vores dejlige unge hun er nu blevet stor,
inden længe herhjemme ikke mere hun bor.
Tanken den er vemodig, det er da vist og sandt,
alt for hurtigt vi synes, barndomsårene svandt.

Mange ting vi dig lærte - både store og små,
ih, hvor var vi dog stolte, dengang du kunne gå.
Mange ture vi kørte, og vi viste dig alt,
mange sjove historier har vi også fortalt.

Du sku' lære manerer - sidde pænt ved et bord,
du sku' lære at sige mange høflige ord.
Du sku' lære at stave, ja, det husker du nok,
du sku' kunne begå dig godt i vennernes flok.

Vi forklarede også, hvad der er »mit og dit«,
om »det ærlige sind« vi har vist præd'ket ret tit.
Og vi sa': »Så forventer jo din far og din mor,
at du altid vil huske, at et ord er et ord !«

Vi vil håbe, vi to gav dig den rigtige start,
gid det sande i livet altid må stå dig klart.
Blot de rigtige venner du er heldig at få,
har vi lov til at håbe, at det godt vil dig gå.

For den tid, der er gået, mange tak du skal ha',
og så si'r vi TILLYKKE med den dejlige da'!
Gid den ungdom, der kommer, bli'r som barndommens år,
så vi stadigvæk glæder og kun få sorger får.
Din mor og far.