Mel.: Under dine vingers skygge - Kommer, sjæle, dyrekøbte - Tiden skrider, dagen rinder
Troen på Gud Helligånd - Helligåndens komme - 286
1
Var I ikke galilæer,
kaldte eder farisæer
ej med hån ulærde mænd,
I, som bragte først på tale
ham, som lå i dødens dvale,
men stod herlig op igen!
2
Jødelands apostelskare!
Hvad i verden kan forklare
kraften i dit gamle ord,
som endnu gør underværker,
har til stolte mindesmærker
kirker alle trindt på jord!
3
Ja, hvor kan, skønt sproget døde,
eders ord på tunger gløde,
trodse vid og blok og bål!
Hvor kan eders ånd i Norden,
i hver stad og vrå på jorden,
tale folkets modersmål!
4
Påskemorgen, pinsedagen,
ikkun de forklarer sagen,
gav jer alle tungers Ånd:
Ånden, som kan alt udvirke,
som i Jesu Kristi kirke
løser alle tungebånd.
5
Ikke jer det er, som tale,
siger han, som kan befale,
men det er min Faders Ånd;
derfor, skønt I tidlig døde,
eders taler evig gløde,
smelter alle sjælens bånd.
6
Sandelig, det var Guds finger,
som gav bruden ørnevinger,
midt i ørken hus og gård,1
som gav korsets ord fra Østen
sangerstemmen, kæmperøsten
her hos os i tusind år.
7
Derfor gløder vore tunger,
derfor sødt det i os sjunger,
når vi priser Jesu navn,
og vor sjæl i kirkeordet,
smeltende ved nådebordet,
synker sødt i Jesu favn.
8
Modersmålet dybt sig bøjer,
let og lifligt det sig føjer
efter Herrens tankegang;
yndigt selv, men blødt derefter,
låner ånd og ild og kræfter
det af Zions heltesang.
N.F.S. Grundtvig 1836 og 1850.
1 Åb 12,14