Du skal bruge:
Sange kopieret på rødt og orange papir
grønt silkebånd
pink crepepapir
gult silkepapir
rundstok eller en bambuspind, ca. 90 cm lang
Lad de øverste 10 cm af rundstokken være fri, og vikl grønt crepepapir om resten. Fastgør crepepapiret med silkebåndet.
Lav en "krave" af et stykke ca. 10 cm bredt grønt crepepapir, og bind den fast med grønt silkebånd lige under det frie stykke rundstok.
Fold sangene løst sammen til åbne kræmmerhuse, og hold dem i facon med et lille stykke tape.
Sæt skiftevis røde og orange sange løst over den øverste del af rundstokken.
Klip pink crepepapir i ca. 15 x 30 cm strimler, der lægges løst forskellige steder mellem sangene for at give blomsten lidt "fylde".
Sæt evt. et ca. 15 cm bredt stykke pink crepepapir fast med silke mellem "kraven" og den nederste sang.
Kram et stykke gult silkepapir til en løs kugle, og læg den oveni sangene som "støvdragere", der dækker rundstokken.
Sangskjuleren skal holdes lodret, ellers falder sangene af.
Hvis den skal transporteres, kan man midlertidigt fjerne "støvdrageren" og sætte en klemme fast i toppen af rundstokken, så sangene ikke falder af.
Variation
En nemmere blomstersangskjuler er at kopiere sangene på grønt papir, rulle dem sammen og stikke en frisk blomst eller et flag ned i hver sang. Så har gæsterne blomsten eller flaget i hånden mens sangen synges.
Hvis du laver denne sangskjuler må du meget gerne sende et foto til os.