Hans Hansen 1869 - Mads Hansen 1869
1 Fo' ajle di små blomster da" dov æ' te' i år,
å fovle, de' æ' ette te' å se'e,
så fin å frisk å faver som bø'eskovi står,
dæ' te' ha' je' ajler før set le'e;
å hvo' je' ve'er ø'et hen, je' ser så sa,re tej,
de'løvter så fo'u'erle her e'e i mit sej.
Je' mærker i år,
i Danmark æ' de' vår, -
de'løvter så fo'u'erle her e'e i mit sej;
naturen æ' fo'a're, e'er je' ha' vårren blej.
2 Om mo'eni da flø'er di fovle u' ml" saj,
som om di fo' nattero vil' takke;
å går je' ner ve' bækki en avtenstun' igaj,
da æ' de', som bøl1ernc ku' snakke.
så hvisker de' så sælsom' i ellekrattets løv,
hver lille blomst hun nikker mildt å se'er te' mej "tøv«,
Je' mærker i år,
i Danmark æ' de' vår, -
hver lille blomst hun nikker mildt å se'er te' mej "tøv«;
naturen æ' fo'a're, e'er je' ha' vårren døv.
3 Å folkets lyv æ' heller knap, som de' plejer von,
de' sky'er blomst i mannen simpel hytte;
å vil I bare vente inå et lille ko'n,
så bliver bo'i lå'ets bedste støtte.
Di gamle folkeviser, dæ' ha' lydt ve' kamp å lej,
de' æ' som fovletoner, je' ka' høre på mi' vej.
Je' mærker i år,
i Danmark æ' de' vår, -
de' æ' som fovletoner, je' ka' høre på mi' vej;
de' hele æ' fo'a're, e'er å a' de' æ' mej.