Dåbskjolen

I modsætning til konfirmationskjoler og brudekjoler går dåbskjoler meget ofte i arv inden for de enkelte familier, og hver gang en ny er blevet døbt i kjolen, påbroderes barnets navn. På den måde udgør dåbskjolen et symbol på det engang så vigtige tilhørsforhold til slægten. Når man er blevet døbt og har fået sit navn syet på kjolen, er man blevet optaget i slægten.
Fra slutningen af 1960'erne og frem til begyndelsen af 1990'erne lod mange være med at få deres barn døbt. Hvis barnet skulle døbes, brugte man i alt fald ikke penge på noget så nytteløst som en dåbskjole. Den kunne lejes i stedet for. Derfor har traditionen med familiedåbskjolen i nogle kredse været forsvundet i en periode. Og nu, hvor flere igen ønsker at få deres børn døbt og helst i deres egen dåbskjole, har man været nødsaget til at genskabe traditionen, enten ved at købe en ny og lade den gå i arv, eller på anden vis at skaffe en dåbskjole, der kunne symbolisere tilhørsforholdet til slægten eller familien.
En familie, hvor man ikke har en familiekjole, kan lade fremstille en dåbskjole med dele fra mormorens brudekjole, datterens konfirmationskjole, en bordløber broderet af den ene oldemor og en blonde hæklet af den anden oldemor.

Lyserødt og lyseblåt
I hele den vestlige verden bruger man den lyserøde farve til at markere, at det er en pige, mens den lyseblå markerer, at det er en dreng. Det er særlig udpræget at benytte disse farver på dåbskjolen og dåbshuen, fordi det ofte er den eneste måde, man kan se forskel på, om dåbsbarnet er en pige eller en dreng.
Her i Norden er det ældste vidnesbyrd om, at man har brugt henholdsvis lyserødt og lyseblåt på pigers og drenges dåbshuer, fra midten af forrige århundrede, hvor man gjorde det på dåbshuerne i Skåne. Før den tid var drengenes og pigernes dåbshuer ens. Fra sidste halvdel af 1800-tallet har man nogle steder i Danmark brugt at sætte røde bånd og sløjfer på pigernes kristentøj og blå på drengenes.
Rødt symboliserer normalt kærlighed og ømhed, mens blåt symboliserer troskab og bestandighed. Og da det er sådan, at lyse farver forstærker symbolerne, betyder lyserødt derfor lykkebringende kærlighed og lyseblåt lykkebringende troskab.

Dåbstøjet
Dåbsdragten har ikke altid været hvid, sådan som den er i dag. Den var hvid i den katolske tid, hvor barnet blev iført dragten umiddelbart efter dåben, Kristentøjet kaldte man denne hvide dragt og hvide hue - en benævnelse, der holdt sig til ind i 1800-tallet.

Hvid eller kulørt
Efter reformationen afskatfedes den hvide dragt, og i stedet fik man en kulørt dåbsdragt. Den havde form som en pose og blev da også kaldt kristenposen. Det var ofte en temmelig kostbar dragt af fint stof og udsmykket med silkebånd og sløjfer, glasperler og forskellige guld- eller sølvkniplinger. Nogle steder blev der syet en ny sløjfe på dragten, hver gang et barn var blevet døbt i den. Rødt var yndlingsfarven til dåbsdragter, sandsynligvis fordi farven ifølge folketroen var ondtafværgende, jf, også brudens dragt.
Det hvide kristentøj dukkede op igen i løbet af 1700-tallet Dragten blev på det tidspunkt lavet af hvid silke med et rødt kors over brystet og kulørte bånd langs siderne.
Dåbskjolen er det yngste trin i udviklingen. Den blev almindelig i løbet af 1700-tallet. Til at begynde med bibeholdt man de stærke farver, især var en rød kjole populær, men hele det store båndudstyr bortfaldt efterhånden. Selv om den kulørte dåbskjole er blevet brugt helt ind i begyndelsen af det 20, århundrede, blev den hvide dåbskjole
moderne i sidste halvdel af 1800-tallet. Den var gerne lavet af noget fint klart stof med en rød underkjole.

I arv eller leje
Dåbsdragten var som regel meget kostbar og derfor ikke hvermandseje. Man kunne leje den af jordemoderen eller præstekonen, men der var også familier i både det 17. og 18. århundrede, der havde en dåbskjole, som gik i arv, og som alle familiens børn blev døbt i, sådan som vi kender det i dag. Hvis en kvinde var i besiddelse af en fin dåbsdragt, blev hun ofte gudmoder til mange.