Fødsel
Siden 1972 har det været gratis for alle gravide at føde på klinik eller sygehus. Det har blandt andet bevirket, at fødslerne er blevet institutionaliseret. I slutningen af 1960'erne foregik en tredjedel af fødslerne på hospitalerne, en tredjedel på private fødeklinikker og en tredjedel hjemme. I slutningen af 1990'erne fødes ca. 80% af børnene på specialafdelinger og under 1% hjemme. Har man haft en normal graviditet, kan man vælge at føde ambulant på en af de fødeklinikker, som findes i tilknytning til nogle af hospitalerne. Her er der kun tilknyttet jordemødre, og man skal i højere grad selv klare tingene.
Siden 1970'erne har fædre gerne måttet være til stede under fødslen, og det vælger mange. Hvis faderen af en eller anden grund ikke kan være til stede, kan man få lov til at have en anden nærtstående person med. Mange optager enten fødslen på video eller tager fotografier.
, Når barnet er født'; telefonerer de fleste - uanset tidspunktet - først til bedsteforældrene og derefter til de nærmeste familiemedlemmer og venner. Efter en normal fødsel kommer mor og barn hjem på 3.-4.-dagen. Men har kvinden valgt at føde ambulant, tager hun hjem allerede dagen efter fødslen. I de tilfælde venter de fleste med at aflægge mor og barn besøg, indtil hun er kommet hjem.
Gaver
Ofte får den nybagte mor en gave af faderen, som regel en ring, en halskæde eller en eller anden personlig luksusgenstand. Hvis man aflægger mor og barn et besøg, er det almindeligt at have en gave med. Det kan være creme til moderen, tøj til den nyfødte, en rangle, blomster (en mor-barn-buket) eller vin, men aldrig chokolade. Det må den nybagte mor ikke spise, hvis hun skal amme barnet.
Storken
Nogle steder i landet er det blevet almindeligt at sætte en stork uden for huset, for på den måde at fortælle omverdenen, at der er kommet en baby til huse. En skik, der også kendes i fx USA og Holland.
Moderkagen
I 1970'erne begyndte der at dukke ritua ler op i forbindelse med moderkagen. Det hyppigst forekommende har været, at man gravede moderkagen ned og plantede et træ oven over den.
Tidligere var man meget forsigtig med moderkagen eller efterbyrden, som den også kaldtes. Man troede nemlig, at kærligheden ville dø mellem ægtefællerne, hvis den ikke blev gravet ned på et sted, hvor der aldrig siden ville blive gravet. Det var manden selv, der skulle besørge dette. Moderkagen blev overgivet til ham i stilhed, og ingen måtte se, hvor han gravede den ned. Der blev også taget varsler af den. Hvis den var knudret, mente man, at der ville kom me store sorger i barnets liv, ligesom barnets liv kun ville blive kort, hvis den var brudt mere end almindeligt. Var den derimod fin og normal, ville barnet trives og blive gammel.
Fødsel
Frem til slutningen af 1800-tallet var en fødsel en begivenhed, hvor man fik hjælp af kvinde_ som selv havde født, og som i heldigste fald også havde hjulpet til ved andre fødsler. Ofte var der mange hjælpekoner som de hed. I Ribe fandt man fx i år 1561 "30 dannekvinders tilstedeværelse" for passende. Men antallet mindskedes dog, stærkt tilskyndet af lægerne.
Jordemødre
Desuden var der en jordemoder til stede, der indtil midten af forrige århundrede, hvor de første uddannede jordemødre begyndte at dukke op, var selvlærte. Lægen hentedes kun i livstruende tilfælde.
Betegnelsen jordemoder kommer af, at fødslerne i oldtiden foregik på jorden. Når fødselshjælpersken rakte barnet op til faderen, løftede hun det op fra jorden, faktisk som om hun tog det ud af jorden. Denne forestilling afspejles øvrigt i begravelsesritualet, når præsten siger "af jord er du kommet".
Hvem skal have barnet først
I det 20. århundrede blev det almindeligt, at moderen som den første fik barnet overrakt, når det var blevet vasket og klædt på. Tidligere skulle fåderen være den første, der skulle løfte barnet Og ofte brugte man at svøbe det i en af faderens nyvaskede skjorter. I dag lægges barnet, så snart det er født, op på moderens mave uden at være vasket og uden tøj.
Fødeklinik eller hjemmefødsel
Fra middelalderen og frem til det 19. århundrede var det skik i nogenlunde velstillede familier at barselskvinden skulle holde sengen i 40 dage. I dagene efter fødslen blev der holdt barselsgilder, hvor nabokonerne kom med mad til den nybagte mor. Stemningen ved disse gilder, som man kaldte for barselsstuer kunne være temmelig løssluppen.
I første halvdel af det 20, århundrede fødte de fleste kvinder hjemme, men i byerne begyndte fødeklinikkerne at dukke op i 1940'erne. sideløbende med at det blev mere og mere almindeligt at føde på hospitalerne. På landet fortsatte man derimod i højere grad med hjemmefødslerne. og indtil 1972, hvor man havde en distriktsjordemoder-ordning i Danmark, var det stadigvæk en mulighed, som en del benyttede sig af.
En vandrehistorie
Endnu i forrige århundrede var det en udbredt tro, at en kvinde kunne undgå smerter i forbindelse med fødslen, ved at kravle igennem en horseham, dvs, den hinde, hvori et føl havde ligget før fødslen. Denne fremgangsmåde medførte dog en forfærdentlig skæbne for de børn, som kvinden fødte: Drengebørn blev til varulve og pigebørn til marer, dvs. et væsen der giver mareridt. I slutningen af 1900-tallet fortælles det samme på en anden måde, nemlig at de kvinder der får smertestillende midler i forbindelse med en fødsel, vil føde et barn, der bliver narkoman.
Overtro og fødsel
Man tog også varsel af, hvordan barnet blev født. Hvis det blev født med åben hånd, var det tegn på en gavmild personlighed, hvorimod en lukket hånd vidnede om en grisk natur.
Det har været udbredt tro, at et nyfødt barn først skulle røre ved en hund, for da ville dets kød få let ved at læge, hvorimod det ville få dårligt lægekød, hvis det først rørte ved en kat. Det var endvidere godt at lade barnet røre et eller andet redskab, så ville det blive dygtig på det område, redskabet hørte til. Barnet skulle desuden helst have noget gammelt tøj på istedet for nyt tøj som det første lige efter fødslen. Ellers ville det blive slemt til at slide det op eller rive det i stykker.
At være født i midnatstimen, skellet mellem to døgn, som i folktroen i det hele taget spillede en betydelig rolle, fik også betydning for de børn, der fødtes på dette tidspunkt. De blev i stand til at se alt overnaturligt og kunne forudsige kommende begivenheder.
Lykkeskilling
Frem til slutningen af 1960'erne var det skik at give de nyfødte børn en lykkeskilling, Det var jordemoderen, der skaffede den og forældrene, der betalte. I 1913, hvor skikken opstod, kostede lykkeskillingen 1,50 kr. Pengene gik til "Danmarks Blinde", og sammen med lykkeskillingen fik man en attest med overskriften "Den, som første gang ser lyset, skænker en gave til dem, der aldrig får det at se". På attesten stod barnets og forældrenes navne. Skikken var næsten hørt op i 1959, hvor "Danmarks Blinde" opløstes og blev en del af "Dansk Blindesamfund". Denne forening forsøgte nu uden held sammen med Odd Fellow Ordenen at genopliye skikken. De sidste lykkeskillinger blev solgt på Rigshospitalets fødeafdeling i slutningen af 1960'erne.
I Sverige tog man ideen op, og der er det stadig en udbredt skik.
Talemåder
Man møder i daglig tale en række udtryk, der bunder i tidligere tiders overtro. Et barn kan fx være "født under en heldig stjerne", være et "søndagsbarn", være født "med en sølvske i munden" eller "i en sejrsskjorte", og det kan være et "elskovsbarn".
"Født under en heldig stjerne"
En af de store revolutioner i videnskaben har sikkert været, da menneskene opdagede, at de kunne forudsige stjernernes og planeternes baner. For hvis man kunne forudsige de guddommeliges gøren og laden, så måtte også de dødeliges liv være forudsigeligt. For tvivlere kunne man blot henvise til månens påvirkning af tidevandet.
Uanset om vi er overtroiske eller ej, og om vi har noget tilovers for astrologien, så kan det aldrig skade at notere barnets nøjagtige fødselstidspunkt ned. En del mennesker er overbeviste om, at fødselstidspunktet medfører nogle på forhånd givne egenskaber hos barnet, og at det kan danne grundlag for et personligt horoskop.
Også ugedagen, man er født på, kan ifølge folketroen sige noget om det liv, man får, ligesom årstiden, vejret, solskin eller måneskin kan spille en rolle.
"Søndagsbarn"
Et søndagsbarn er en person, som er født om søndagen, og som ifølge folketroen har heldet med sig, er begavet, venlig og glad. Det allervigtigste er dog, at vedkommende er synsk, hvilket vil sige, at han eller hun kan se ting, som andre ikke kan se.
Mandagsbørn har fagert skind
Tirsdagsbørn har kærligt sind
Onsdagsbørn er født til ve
Torsdagbørn får meget at se
Fredagsbørn får kærlighed og lykke
Lørdagsbørn skal sorger trykke
Søndagsbørn skal leve længe og hele sin
tid have fuldt op af penge
"Født med en sølvske i munden"
At være født med en sølvske i munden eller i hånden betyder, som man næsten kan regne ud, at være født til rigdom af rige forældre.
"Sejrsskjorte"
Normalt brister fosterhinden samtidig med, at fostervandet går. Men i sjældne tilfælde kan det ske, at hele efterbyrden fødes samtidig med barnet, dvs. uden at fosterhinden er bristet. Det hedder i folkemunde "at være født i sejrsskjorte", og det siges at være meget lykkeligt for barnet at være født sådan.
"Elskovsbarn"
Et elskovsbarn er et barn, der er undfanget i elskov, men uden for ægteskab. Det var det, man før i tiden kaldte et uægte barn. Om elskovsbørn siges det, at de er sunde, friske, naturlige, kildne og kælne.
Hvor kommer børnene fra
I dag ved børn alt om, hvordan de selv er blevet til, og hvordan de er kommet til verden, ligesom det heller ikke er ualmindeligt, at de overværer søskendes fødsler. Tidligere blev børnene bragt afsides, når fødslen fandt sted. Om dagen ofte sendt hen til en nabo eller slægtning, og om natten i den anden ende af huset.
At fortælle børn, hvordan de blev til, var i vide kredse et tabubelagt emne langt op i 1950'erne. Derfor var det bekvemt at kunne fortælle børnene, at det var storken, der var kommet med de små børn, når de begyndte at stille spørgsmål om de nyfødte s herkomst, hvilket i øvrigt også stemte overens med, at storken var hjemmets lykkebringende fugl. Børnene fik desuden at vide, at de blot skulle lægge et stykke sukker i vinduet, hvis de gerne ville have små søskende, så ville storken komme og lægge et lille barn i stedet for sukkerknalden.
At storken kommer med det nyfødte barn til familien er en gammel "forklaring" af uvis oprindelse, der kendes over det meste af Europa - selv de lande, hvor fuglen ikke lever. Det ældste belæg, vi har i Danmark, som knytter storken sammen med det nyfødte barn, er fra 1734, hvor storken optræder som et varsel for en barnefødsel.
Et gammelt sagn fortæller, at storken drager over Det Røde Hav den 25. marts, som er Mariæ Bebudelsesdag, og dette sagn skulle ifølge biskop V. Kr. Hjort (1812) have givet anledning til myten om, at storken kommer med de små børn fra Faraos moser.
Fra først af var det pelikanen, som fløj med spædbarnet i sin næbpose, men da denne fugl ikke har været kendt i alle lande, blev det storken, der overtog rollen.
Registreringen af barnet
Efter fødslen udfyldes to fødselsanmeldelser. Den ene skal forældrene udfylde med oplysninger om sig selv, og om hvor barnet er født. Denne attest skal forældrene enten sende eller personligt aflevere på kordegnekontoret i det sogn, hvor de bor, senest to døgn efter at barnet er født.
Den anden fødselsanmeldelse udfyldes af jordemoderen eller den læge, der har assisteret ved fødslen. Den indeholder oplysninger om barnets fødselstidspunkt, størrelse osv., og den sender hospitalet/jordemoderen til kordegnekontoret i forældrenes hjemsogn.
Så snart kordegnen har begge attester, sender han oplysningerne videre til folkeregistret. Hvis forældrene ikke har afleveret deres attest inden for en uge, bliver de rykket.
Se også: Navngivning
Brugernes vurdering
4,7
(
6
stemmer)
Siden er blevet set 13.279 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
Du er nu logget ind og siden er tilføjet til din Festbog
Der er allerede en bruger med det brugernavn.