Mel.: Tørresnoren
Hil den digter, som har sunget:
Fanø, oh, hvor er du skøn.
Hvid er, skriver hun, din strandbred,
og din bølge så grøn.
Nu er der vel knap den hvidhed,
stranden er vel knap så køn.
Meget er forandret siden,
den var hvid, og jeg var grøn.
Men se, dengang Malcolm Campbell
ankom med sin racerbil
for at bruge strandens jævnhed
og de lange, brede mil,
og han fandt, at her var basis
for at sætte ny rekord,
ankom far og jeg desuden
i min barndoms høje Ford.
Foreløbig var jeg opslugt
af den støjende rekord,
som så mange tusind andre,
der var bidt af Campbells sport.
Siden kom jeg hver en sommer,
klitbestiger, badeglad,
det var meget længe, inden
stranden gik i oliebad.
Da var Fanø estimeret,
fin og fornem, eksklusiv,
men kun i den ene ende,
og jeg nød det jævne liv
i et sommerhus ved Rindby,
her var sol på samme vis,
selv om Rindby hånligt kaldtes
fattigfolkets paradis.
Men man fik et pust af livet,
hvis man søndagspænt-klædt-på
dristede sig ind til »Badet«,
hvor de dyre huse lå,
og på »Kongen« eller »Kuren«
hørtes ikke hare dansk.
Var man heldig, var det hørligt,
at der taltes udenlandsk.
Tro nu ikke, at de fine
viste sig i badedragt.
Damerne, som gik på stranden,
var i promenadedragt.
Når de kom til aftenbordet,
var de i brokadepragt.
Om hvorfor de altid skifted,
skal jeg intet lade sagt.
At de også gik i vandet,
har jeg hørt fortælle om.
Det var på den dyre strandbred,
hvor vi andre ikke kom.
I de grønne badevogne
blev de ud i havet kørt.
Dengang jeg fik det beskrevet,
syntes jeg, det lød lidt skørt.
Kusken kom med vognmandshesten,
vognen slæbtes gennem sand,
hvorpå kusken red tilbage,
så han næsten undgik vand.
Næste vogn blev slæbt i havet,
og her stod den grønne rad.
Ned ad vognens trappe skred nu
Fanøgæsterne i bad.
Når de så var blevet våde,
steg de straks til vogns igen,
og på land var kusken rede,
men han red dog først derhen,
når hans gæst i badevognen
var klædt på i ro og mag.
Kusken gav han så signalet
ved at hejse vognens flag.
Der var altid liv på »Kongen«
intet smørrebrød var fladt,
og det hed sig, der blev danset
så at sige hver en nat,
så de fine herrer svedte
bag det fine kravebryst.
Jeg bemærker: Hold da ferie!
men det var nu deres lyst.
Og på podiet stod Tom Andy,
kendt af hele Danmarks land.
Han har nemlig komponeret
den om Fanøs vand og strand,
mindre kendt end hovedværket,
som de husker, hvadbehar!
Den var tidens landeplage:
»Se, nu danser bedstefar«.
Jeg har'kendt en mand derovre,
som har haft et gøremål
mellem gæsterne på »Kongen«
og fortalte om en skål
i den fineste champagne,
og han påstod, at han der
var den eneste ved bordet,
som var ikke-millionær.
Når man så drog hjem til Rindby
eller måske Sønderho,
hvor vi drenge sov på stænget
over byens gamle kro,
ja, så kom man jo i halmen,
ikke just som millionær,
men besøget havde været
alle lommepenge værd.
Redaktør Axel Hansen, kendt for de mange viser med underskrift »Rimus«, har udgivet en visebog med titlen »Min ungdom i vers og viser«, og i denne bog findes ovennævnte vise, der kan synges efter » Tørresnoren«. Axel Hansen er født i Esbjerg.
--