Mel.: Johann Balthasar König 1738 - Vågn op og slå på dine strenge
Lovsange - 5
1
O, havde jeg dog tusind tunger
og alle toners bedste klang,
hvor skulle sjælens lyst og hunger
til Gud at prise denne gang
oprette sig et paradis
og mætte sig i Herrens pris!
2
Bevæges, alle grønne skove,
lad høre, hvert et blad, din lyd,
og hjælper mig min Gud at love,
slår sammen højt til sang og fryd!
I blomster, bøjer eders pragt
at ære med mig Herrens magt!
3
Hid, al den del, som sig kan røre
og drager ånde i sit bryst,
hid, hjælper mig min tak at gøre,
og låner mig enhver sin røst
til at ophøje nådens værk,
som har omringet mig så stærk!
4
Jeg har i mine levedage
haft mange store prøver på,
at du, min Gud, i fryd og plage
har ført mig; jeg bekende må,
du altid mig ved hånden fik,
når vandene til sjælen gik.
5
Bort, både verdens lyst og smerte!
I skal ej trykke mer mit sind,
til Himlen svinger sig mit hjerte
fra eder bort, for tronen ind;
al pris og ære være dig,
trofaste Gud i Himmerig!
6
Din godhed skal min sjæl kundgøre
til livets allersidste stund,
ja, når min tunge ej kan røre
sig mere i min svage mund
at prise dig, som den var van,
da stemmer jeg med sukke an.
7
Den ringe tak, jeg her kan give,
forsmå dog ej, min sjæleskat!
I Himlen skal det bedre blive,
når jeg får engletonen fat,
i høje kor jeg synger da
evindelig halleluja.
Johann Mentzer 1704. Hans Adolph Brorson 1742. Jf. nr. 6.