Mel.: Nu rinder solen op (Nederlandsk visemelodi)
Menneskelivet - Aften - 764
1
Til hvile solen går,
og dagen hælder,
og mørk' af nattens vrå'r
til os udvælder.
Gud lyse selv for os og hos os være,
at nådens lys og lyst
optændes i vort bryst,
os at regere!
2
O store Gud, jeg må
rundt ud bekende,
at jeg ej bund kan nå
og ingen ende
i din barmhjertigheds og nådes strømme,
én bæk den anden når,
og jeg alt årsag får
dig at berømme.
3
Jeg, en udlændingsmand
som mine fædre,
bor her i fremmed land,
attrår et bedre.
Min pilgrimsstav den skal jeg da henslænge
og gennem tidens stød,
ja, og den bitre død,
til Himlen trænge.
4
Det lærer tiden mig,
som haver vinger
og let og listelig
hen fra mig svinger:
Ja, denne dag, som nu mod natten kvælder,
den skyder mig i hu,
hvor nær mit hoved nu
mod graven hælder.
5
Du gav mig daglig brød
og legems styrke,
velsignels' i mit skød
til dig at dyrke.
Jeg derfor nu mit hjertes harpe stemmer
og takker inderlig
min Gud, som ikke mig,
sit barn, forglemmer.
6
Hvad jeg har mod dig gjort
i ord og tanke,
det være lidt og stort,
som dig kan anke:
se, jeg nedfalder for din nådes trone,
lad din barmhjertighed
og Jesu blodig sved
min synd forsone!
7
Så sover jeg dermed,
Gud skal ej vige
bort fra mit sovested,
men til mig sige:
Sov nu, mit barn, og svøb dig i dit klæde!
Du vågne skal engang
blandt fryd og englesang,
i evig glæde.
Thomas Kingo 1674.