Soldatervise Forf.: Ukendt
Der er så stille i vor gård,
nu sover både køer og får;
derfor jeg endnu engang til
min Jenses brev oplæse vil.
Han ligger ovre i lejr ved Hald
og lær', hvordan at slås man skal.
Til næste jul gør vi et bal
for vores lille underkorporal.
Du skriver, at du har det godt;
men pølserne er slupne op;
derfor nu både mor og jeg
madposen stoppet har til dig.
Et par uldne hoser, 2-3 pund smør,
en ost af dem, vor mor hun gør,
et lammelår så fedt, så fedt,
tre pægle kommenakvavit.
De uldne hoser er fra mor,
de er solide, hjemmegjort;
men mavebæltet er fra mig -
pås på, du ej forkøler dig.
Nu vil jeg her fortælle blot,
den blissede en kalv har fået.
Og det har smedens Maren med;
hun har det godt, såvidt jeg ved.
Til barselgilde har jeg væ't,
og der blev ædt og drukket tæt;
og mølleren tog så'n et tag,
at han er snydefuld endnu i dag.
Nu har vi fået vor nye degn,
han er så lille og så klejn,
og præsten synes så godt om ham,
men endnu bedre om hans madam.
Nu vil jeg ikke skrive mer.
Du hilses fra os alle her,
men først og sidst, min kære ven,
fra din hengivne Maren Pedersen.
Intet kan sammenlignes med et brev hjemmefra. Det skulle da lige være den pakke, som Maren stiller i udsigt, og hvor man blot må håbe, at de tre pægle kommenakvavit ikke kommer noget til under postfærden til Hald.
Man skal være vågen, når man synger denne vise fra middagspausen på gården. Der er ikke sparet på versefødderne i visse af linierne!
DM 3, pag. 39