Fanøs Erhvervsforenings og Borgerforenings årsfest den 22. januar 1966
Mel. : Lattervisen
Det er jo kendt, at folk derovre fra det faste land
hvert år har fjernet tonsvis af vort gode Fanøsand,
det smugles ud i hår og tøj, i badedragt og sko,
det undergraver øens grund - og sandskyld - må man tro.
Men nu har Esbjerg fundet ud af, at den spøg gik lidt for vidt,
så derfor graver man fra havnen alt det gamle skidt,
og sender det, med tak for lån, pr. skib til vores havn -
det er jo godt nok sand og skidt, men kan da gøre gavn.
En feber greb befolkningen i årets første tid,
for fjernvarmen sku' komme, og man skyndte sig med flid
at fjerne kakkelovne, få hver skorsten pillet ned,
for inden efteråret var det nye godt i skred.
Der var nu bare det, at penge ku' man ej til sagen få,
og derved gik det hele li' så stille helt i stå.
Det gik al kødets gang med varmeværk og kuldeværn -
den fælles varme her i byen, den er stadig fjern.
Erhvervs- og så -foreningen et større møde holdt
hos »Karl Johan« en dag, hvor det var ualmind'iigt koldt.
Først blev man lunet op med spisning - læssevis af ål -
og efter traditionen blev der nu og da sagt skål.
Og Karl Johan gik fast i rutefart fra køkken og til bord,
med metervis af ål, for appetitten den var stor.
Det siges, der var generalforsamling efterpå - -
at den slags rygter opstår - er det nu til at forstå??
På stranden voksed' »Kuren« op til værdighed påny,
og der var fest og glæde over land og i vor by.
Det myldrede med folk, og der var mægtig presse på,
nu var der åbnet - det ku' selv tungnemme folk forstå.
Så kom en storm en dag, den havde ualmindelig kraft og sus,
den blæste lidt af muren ind til salen helt i grus -.
Ja, sådan går det ofte, det går ind og ud - enfin -
aviserne de skrev, nu var det atter en ruin.
I velfærdsstaten, som vi alle ved, vi lever i,
skal vi ha' mere frihed, vi skal ligge lidt i hi.
De handlende begynder med et lille middagshvil,
det står i Ugebladet (dog ej handel med textil),
Og byens banker lukker lørdag, ja, det jo godt nok skidt,
men hvad - de kan for tiden næsten ikke gi' kredit -
men lad os alle lægge os på ryggen et par år -
så går det hele nok i stå - og det er hvad der går.
I gamle dage »trådtes botter« med de bare tæer,
man fik et årligt fodbad, når det traf med fiskevejr,
men nu er fiskeriet højst mondænt og meget mér,
man bruger stang og flue, kaster snøren med manér.
Der sættes dyre garn, de røgtes daglig med al kyndighed,
og der er glæde, hvis en lille skrubbe hænger ved,
den bæres hjemad i triumf, den sølle lille fyr,
den smager sikkert godt, og er så ganske afgjort dyr.
Det gamle 65 det gik som år nu engang går,
det regned' jævnt og stille fra den første spæde vår,
og ganske vist sprang skoven ud med lysegrønne træer,
men vi fik næsten svømmehud imellem vore tæer.
Og sådan går det snart hver sommer - er det nu til at forstå?
Vi burde jo ha' varmebølge, sol og sommer blå,
og det må vi - for hvilken gang - nu håbe at vi får -
sæt gas på optimismen i det nye friske år.
Herluf Jensen.
--