Navngivning
Et barn skal være navngivet, inden det er fyldt et halvt år. Navngivningen finder sted hos kordegnen eller præsten i det sogn, man tilhører. Man skal udfylde en formular med barnets fødselsdata, faderens og moderens navn og beskæftigelse og selvfølgelig oplysninger om hvilket navn, man har valgt.
Hvis præsten, der på dette tidspunkt er i besiddelse af de to fødselsanmeldelser (se: Fødsel / Registrering af barnet), ikke har fået en henvendelse vedrørende barnets navn inden for det første halve år, sender han en høflig i påmindelse til forældrene. Efter flere rykkere kan forældrene trues med bøde, i fordi de har overtrådt navneloven.
Mange tror, at barnets fornavn automatisk bliver Margrethe, når det er en i pige, og Henrik, når det er en dreng, hvis ikke forældrene sørger for at få det navngivet inden for den fastsatte frist, men det er en skrøne.
Navngivning ved dåb kan ske i folkekirken eller i et af de anerkendte trossamfund. Hvis barnet skal døbes, bliver der på baggrund af de oplysninger, der findes i de to fødselsattester og i ovennævnte formular, udfærdiget en dåbsattest. Hvis barnet ikke skal døbes, får det en navneattest.
Fornavn
Forældrene kan frit vælge imellem de fornavne, der findes på Kirkeministeriets liste over godkendte fornavne.
Hvis navnet ikke står på listen, forespørger kordegnen eller præsten Kirkeministeriet, om det ønskede navn kan godkendes. Forældrene kan også selv indsende en ansøgning til Kirkeministeriet. Som regel foregår hele proceduren skriftligt, men hvis man er i tidnød, kan man henvende sig telefonisk.
Gode råd om fornavnet
Navneforskeren Eva Villarsen Meldgaard giver følgende råd til forældre, der står for at skulle finde på et navn til deres nyfødte:
- Start navngivningsprocessen i god tid.
- Tænk på om fornavnet lyder godt sammen med det efternavn, som barnet skal have.
- To efternavne bør medføre færre eller måske bare et fornavn.
- Giv ikke barnet et fornavn, som det altid skal stave.
- Hvis I giver barnet et meget usædvanligt fornavn, så giv det endnu et fornavn.
- Tvekønnede navne kan være et problem for bærerne.
- Tvillingenavne skal være afpasset efter hinanden.
- Initialer hører til småtingsafdelingen, men kan ikke desto mindre blive en belastning. Man har faktisk mulighed for at undgå initialer som WC, IT, AK, UD, NB, PS osv.
Modenavne
De såkaldte modenavne kan være et problem, som de fleste forældre gerne vil undgå. Et modenavn er et navn, der er utrolig populært i en bestemt periode. Af mærkelige årsager bliver mange forældre uden nogen påviselig grund glade for et bestemt navn samtidigt.
Populære drengenavne var i 1997 Frederik, Mathias, Mikkel, Mads, Jacob, Emil, Andreas, Nicolaj, Jonas og Rasmus.
For pigernes vedkommende er Cecilie, Camilla, Sofie, Katrine, Emma, Caroline, Emilie, Julie, Louise og Maria meget populære i øjeblikket.
Hvis man gerne vil undgå et modenavn til sit barn, kan man henvende sig til Institut for Navneforskning på Københavns Universitet og få en oversigt over modenavnene på det pågældende tidspunkt.
Populære navne i 1600-tallet
Drenge: Peder, Hans, Niels, Jens, Anders, Christen, Mads, Rasmus, Oluf
Piger: Anne, Maren, Karen, Kirsten, Margrete, Johanne, Birgitte, Cathrine, Marie
Populære navne omkring år 1800 i københavn
Drenge: Christian, Friderich, Peter, Hans, Johan, Niels, Jens, Andreas, Carl, Wilhelm
Piger: Marie, Anne, Kirstine, Cathrine, Johanne, Sophie, Elisabeth, Caroline, Friderica, Christine
Populære navne omkring år 1950 i københavn
Drenge: Erik, Jørgen, Ole, Steen, John, Jan, Hans, Bjarne, Per, Jens
Piger: Kirsten, Inge, Jette, Hanne, Bente, Lis, Birgit, Lene, Ingelise, Lone
For- og efternavne
I begyndelsen af I 970'erne blev der lavet en undersøgelse af alle fastboende danskeres efternavne. Af den fremgik det, at halvdelen af Danmarks befolkning bærer et af de 14 almindeligste sen-navne.
Årsagen til de mange sen-navne i Danmark er, at man især på landet blev ved med at benytte faderens fornavn med søn eller datter føjet bagefter indtil omkring århundredskiftet. Og det på trods af, at der var kommet en række forordninger vedrørende slægtsnavne allerede i begyndelsen af 1800-tallet.
Opkaldelsesnavne
Skikken med at opkalde et barn har været kendt i Danmark siden før vikingetiden. Indtil langt op i 1800-tallet troede man, at barnet fik de egenskaber, som afdøde havde været i besiddelse af. Det var også en hovedregel, at man ikke måtte opkalde et barn efter en. person, der endnu var levende, fordi vedkommendes ånd da ville vandre over i den nyfødte.
I nogle familier er der tradition for at opkalde børnene efter ældre slægtninge. Tidligere havde man helt faste regler for hvilke børn, der skulle opkaldes efter hvem, men dem følger man ikke mere. Hvis navnet på den person, man skal opkaldes efter, virker forældet, vælger de fleste forældre at give barnet dette navn som andet fornavn og et mere moderne navn som første fornavn.
Efternavn
Barnets efternavn er stort set givet på forhånd, selvom der er enkelte valgmuligheder. Dog får det automatisk det efternavn, som moderen bar ved fødslen, hvis man ikke har anmeldt navnet til ministerialbogen inden for seks måneder. Indtil 1981, hvor vi fik den nye navnelov, var det omvendt. Dengang fik barnet automatisk faderens efternavn, medmindre det var født uden for ægteskab.
I de familier, hvor ægtefællerne har hver sit efternavn, er det ikke ualmindeligt, at barnet får begge navne.
Endelig har barnet ret til at få et efternavn, der findes i den nærmeste familie. Det kan være forældrenes fødenavn eller bedsteforældrenes eller oldeforældrenes efternavn.
Se også Dåb
Brugernes vurdering
4,3
(
10
stemmer)
Siden er blevet set 8.937 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
Du er nu logget ind og siden er tilføjet til din Festbog
Der er allerede en bruger med det brugernavn.