Og de bar stadig øl ind

Der sad ti kæmper i gildeshallen
og lytted´ muntre til skæmt fra skjalden,
et mægtigt højreb på bålet drejed,
de åd og drak, navnlig drak for meget,
for de bar stadig øl ind.

Og hist på fjorden lå viking´snekken
med dragesejlet og skjolderækken,
men ingen tænkte på ufredsfærden,
i dag var tvedragt ej deres verden,
for de bar stadig øl ind.

Og deres kvinder sat surt i krog´ne,
med kast af kødben man holdt dem vågne,
for der var højreb, ja der var højreb,
og deres høvding åd med en møjgreb,
og de bar stadig øl ind.

Man slog på skjolde, og skjalden harpen,
han sang og skæmted´ og var "forvarpen",
det var det jordiske skønne valhal,
men pluds´lig blev deres høvding hal´gal,
og de bar stadig øl ind.

Han skreg, nu springer jeg over ilden,
til megen moro det straks blev kilden,
han sprang med kraft, man han blev forfjumsen,
til alles skræk gik der ild i numsen,
men de bar stadig øl ind.

Da de fik slukket de fæle gnister,
var høvding Hagbart ble´et olm og bister,
han dræbte trende mand med sin kølle,
for Hagbart var noget af en bølle,
men de bar stadig øl ind.

Så blev der moro og kamp og kiven,
selv dronning Sigrid kom ind med riven,
de sled og slagted´ og slog hinanden,
og Uffe Fredegod fik på panden,
men de bar stadig øl ind.

Fru Hildur endte i sulekarret,
og gamle Gorm Fik sin isse arret,
da skreg Stig Styrvoldt, hvis kind var furet,
nu vil vi storme til jomfruburet,
men de bar stadig øl ind.

Did gik da jagten, med slag og slingren,
Niels Nisseøl faldt og brækked´ fingren,
med sprut og spytten som styrtesøer,
de styrted´ løs på de vakre møer,
men de bar stadig øl ind.

Så kom da natten, og månen lyste,
i kæmpers favntag, hver jomfru gyste,
og smækkys gjalded´, og kjortler revned´,
og ingen bid af no´en mø blev levned´,
men de bar stadig øl ind.

Da morg´nen gryed´, lå alle udstrakt,
og ingen skåler blev længre udbragt,
man da de vågned´ og det var silde,
syn´s alle, det var et herligt gilde,
FOR DE BAR STADIG ØL IND.