(Brevet til Emma) Komp.: J. P. Hansen Forf.: W. Nielsen
Hernede ved Slien med hjertet beklemt,
jeg skriver til min Emma derhjemme,
og sangen, jeg synger, skal ej vorde glemt:
Hun inderst i hjertet vil den gemme.
I tanke og i sind skal den vokse sig stor
og lære hende kvæde om Danemark, vor mor,
så børnene skal mindes den sælsomme tid,
da Danmark var i vånde og rusted sig til strid!
Jeg mindes endnu, da fra Danmarks gamle led,
i nattens mulm, mens hjerterne banked,
vi vandrede bort, ak! men ej i fred;
thi bag os fjendehobene sig sanked.
De trådte Danmarks grænseskel og gærde under fod
- det sted, som Danmarks sønner beseglet har med blod.
Da vint'rens barske vinde blæste op med sne og frost
ved gamle Dannevirke, hvor soldaten stod på post.
I natten mellem femte og sjette februar
just ordren kom fra overgeneralen:
"Nu alt tilbage trækkes skal; thi ellers vi har
ej noget sted tilbage mer end valen!"
Thi fjenderne var mange, og så tæt de stod på rad
fra Kappel til Mysunde og ned til Fredriksstad,
og mangt et hjerte bad i den kolde vinternat:
"Bevar vort gamle Danmark, vor dyrebare skat!"
I natten den triste, mens tanken mon gå
til hjemmet, hvor man landsoldaten venter,
på Flensborgervejen af træthed vi så
i sneen ligge hele regimenter.
Kanonerne de dundred; thi fjenden fulgte med;
befalingen blev givet: ,,I standse deres fjed!"
Og dette skal mindes, det skrevet står på prent
med blod, som ofret blev af hvert tappert regiment.
Så kom vi på forpost, vi skulle passe på
hin fjende, som i hælene var efter;
og hvad vi opleved, det huske vi må:
Hint blod, som flød, hvert tab af manddomskræfter.
Ved Dybbøld, Ragebøl, hvor mangen kær og trofast ven
i sneen der er segnet, det glemmes ej igen.
I natten, når månen stod på himlen klar og smuk,
den der har hørt så manget et tyst og dæmpet suk!
Mangt brev har jeg skrevet til dig, lille ven,
jeg mange tanker herfra dig sendte;
dem alle skal du værne og mindes igen,
når atter soldaten trøst skal hente.
Hvor spidsgranaten sprang, der hvor kammerater faldt,
jeg disse ord har kvædet, mens smertensråb der gjaldt,
og de skal os minde om den sælsomme tid,
da Danmark var i vånde og rusted sig til strid.
Hernede ved Slien -
Folkelig vise fra krigen 1864. Slien er en fjord, der fra øst skærer sig ind i landet syd for halvøen Angel og ind til Gottorp Slot og Slesvig by, hvorved den dækkede den højre flanke af Danmarks gamle led:
Dannevirke-stillingen. I vinteren 1863-64 frøs fjorden til og gjorde det derved muligt for fjenden af omgå stillingen. Af frygt for noget sådant gav Overgeneralen, den øverstbefalende general de Meza, ordre til at rømme Dannevirke natten mellem 5. og 6. februar for at trække hæren tilbage over Flensborg til Dybbøl. Det er dette tilbagetog, som visen handler om.
Valen: de faldne på slagmarken. Karakteristisk for stemningen nu - i modsætning til under Treårskrigen - er, at denne gang er det tabene, blodet, lidelserne, der skal mindes ... ikke de opmuntrende sejre som i 1848-50.