Kan synges efter »Guldbarren«.
En lille by jeg kender, hvor dagen går i fred,
hvor vej og sti er sandet fra havets hvide bred,
og husene med stråtag er bygget tæt i slyng,
om denne lille strandby, om Sønderho, nu syng.
Se her engang fra havnen de stolte skibe for
fra Sønderho mod vester, mod syd og imod nord,
og mange sømandsgutter på havets bølgegang
sig drømte hjem til byen med gaverne i fang.
Det var før »Dampens Tider«, da endnu sømandskunst
og sømandsdont ved sejlet var brug ved vindens gunst,
dengang et fartøj kræved' en mast, et ror, en rig,
en sømand måtte evne lidt mer end sit bestik.
Da fór i mange fragter - med skonnert eller hark -
de mænd, de unge knøse, ja, selv en gammel knark,
til alle jordens riger, langt bort på salten sø,
i Sønderho dem vented' en viv en fæstemø.
Var skibet atter hjemme fra årelange færd,
og sømandsgutten genså den ven, som vented' her,
sad han iblandt de kære ved arnens åbne blus,
så glemtes savn derude og nød i stormens sus.
Op slog han kistelåget og gav i pigens hånd
det silketøj og sjaler, de lange silkebånd,
de blanke sølverknapper, der hører til den pragt,
hvormed hver sømand smykker stolt Fanøbrudens dragt.
Da blev der fejret bryllup med dans og spil og fest,
hver dag gildesdage for hver en sømandsgæst.
Den korte tid han dvæled' på øens hvide kyst,
den skulle gå med glæde, med fryd og hjertenslyst.
Men lokked' atter havet med dans på bølgen blå,
og når hans skib kølhalet og klar til langfart lå,
den Fanøskipper hejste igen i sin messan
et dannebrog til farten på verdens ocean.
Da blev i huset stille, hvor før lød spøg og skæmt,
og Mor gik rundt og stelled' med hjertet sær beklemt,
mens kaffekanden snurred' forglemt ved lyngens glød,
og småbørn langsom nipped' til husets hverdagsbrød.
I hver en lille stue, i hver alkovekrog
man hørte suk fra hjertet for ham, som fra dem drog
»Når vender han tilbage. Når melder breve trøst
for uvished og angsten, for længselsve i bryst«.
Og han, som for derude i storm og stille vejr,
og som i nattens mørke fandt vej ved stjerners skær,
han retted' sejl for vinden i kurs mod fremmed land,
men hjertet styred' tanken mod Fanøs hvide strand.
Vel ofte sømands næve er hård, tit grov hans røst,
men blidt er dog hans hjerte i bredt og kraftigt bryst.
Hans vennesind er trofast, og ydmyg er hans sjæl,
thi kamp på hav gør dreng til mand fra isse og til hæl.
Sand åd i tider havnen og ankerpladsen svandt,
af havnen er tilbage nu kun en bolværkskant,
det vilde hav, som danned' den hele ø af sand,
bortslikker stadig klitten langs kystens hvide rand.
Til søs dog gerne drager hver dreng fra Sønderho,
og kvinderne de røgter end ged og får og ko.
Den Fanøbo er sømand, hans vej er havets brus.
mens Fanøkvinden passer sin eng og mark og hus.
Her bærer kvinden maske mod pisk af flyvesand,
og gubberne har rynker i øjenbrynets rand,
men bag ved masken lyser en hud så fin ved mund,
og rynkerne er minder om kamp i farens stund.
End bærer øens kvinder den pynteligste dragt
af silketøj og sjaler, der blev fra Kina bragt.
Hvert hus, om nok så lident, det holdes fint som nyt,
hver stue leder tanken til skipperens kahyt.
Julius Termansen.