Komp.: C. E. F. Weyse Forf.: C. E. F. Weyse
Signelil sad i Kakkelovnskrog,
tårerne runde så stride.
Moderen stod med en nyttig bog
trolig ved datterens side.
Signelil græd for en elsket ven,
som til kampen var draget hen
mod saracenernes rige.
Ynkes den arme pige!
Himmelen var som aske grå,
stormen så hvinende varsled,
Signes befindende var som så,
nyligen havde hun barslet.
Moderen laved en barselgrød,
salten tåre i grøden flød,
hun for sit barn monne græde,
moderens trøst og glæde.
Grøden var lavet, og moderen gik
den til sin datter at bære;
hjertelig tak hun af Signelil fik:
"Moder, velsignet du være!"
Moderen blev så hjerteglad,
Signelil spiste det hele fad,
sank så i dødens arme.
Himmelen sig forbarme!
Døren gik op, og blodig og bleg
ridderens genfærd sig viste,
stirred på Signelil, sukked og skreg:
"Ak, hun tildøde sig spiste!
Var det din troskab, du falske mø!
Burde du ikke af kjærlighed dø,
som det var skik udi norden? -"
Bleg sank han atter i jorden.
Mod'ren af skræk fik apopleksi,
livløs hun segned på tilje.
Midnattens måne gik ruden forbi,
så på den stakkels familie.
Månen vender sit ansigt bort,
natten bliver så ravnesort,
rædsomt uglerne tude!
Hermed er visen ude.
Visen stammer fra 1817 og betegner sig som "Ballade af Severus S." (Sophus). Weyse havde i disse år et nært samarbejde med Adam Oehlenschläger og satte melodi til en række af digterens værker. Men den store digters patos var ikke rigtigt noget for den betydeligt mere jordnære komponist, der navnlig havde svært ved at tage de skrækromantiske middelalderviser (se således: "Det var ridder hr. Åge"). For at afreagere skrev Weyse den forrygende parodi om Signelil, som han selv kaldte: " ... en liden parodi på de morderiske ballader, som for nogen tid siden drev deres uvæsen her." Han forsynede teksten med en fornem melodi og forgyldte således et muntert indfald med talenternes overflod.