Mel.: Thorvald Aagaard 1932
Kødets opstandelse og det evige liv - Døden - 547
1
Man siger, livet har bange kår,
at farten går over dybe vande,
at uvist er det, om frelst vi når
hjem til de levendes lande.
2
Ja, kæmpes må der fuldhård en strid
og lides - stundom i tider lange,
og dagen lyser ej lige blid
med leg og lystige sange.
3
Og sikkert er det, at sent det går,
så nat kan falde på vore veje,
før fri og frelst vi ved målet står
og har Guds-freden i eje.
4
Men lad det gå, som vor Herre vil!
Må tungt vi græde, skal dybt vi knæle,
at mødes hist står vor hu dog til
med alle levende sjæle.
5
Og skønt vi ved, vi er af de små,
og lidet er kun, hvad vi kan evne,
så kan det største vor sjæl dog nå,
og frem med sang vi tør stævne.
6
Thi han er med os, den stærke Gud,
hvis Ånd os bærer på ørnevinge,
som giver kræfter og ruster ud,
så døden selv vi kan tvinge.
7
Ja, Gud ske lov, om end sent det går,
og mørke skyer tit dagen dølge,
vi har ej bange, men blide kår:
vi er med Herren i følge!
8
Han slipper ikke, hvem han har kær,
på jord så lidt som i dødens dale,
før sejerskransen engang vi bær'
med ham i Himmerigs sale.
Hans Kristian Rørdam 1877.