Vasketøj:
Friske pletter: Du kan ofte få en rødvinsplet af, hvis du straks holder tøjet under rindende vand. Danskvand er ofte endnu bedre.
Lad vandet løbe igennem pletten, mens du samtidig gnider forsigtigt på pletten.
Er det under festen, hvor man ikke bare kan hive dugen af, er det altid en god idé at sprøjte danskvand på rødvinspletten. Det tager det værste af den røde farve. Lidt hvidvin skulle også kunne bruges.
Gamle pletter: Fugt med opvaskemiddel, lad det ligge 4-6 timer og vask derefter tøjet. En farverest kan du evt. blege eller affarve, eller skyl med eddikesyreopløsning.
Gulvtæpper: Fugt pletten med skum af opvaskemiddel. Brug 1 spsk. til 1 dl vand og pisk til skum. Brug evt. en svamp. Tør efter med en klud vredet op i lunkent vand. Er der stadig lidt farve tilbage, gnider du med en klud fugtet med lidt petroleum.
En plet på et lyst uldtæppe med luv kan du som regel ikke fjerne helt.
Indtørrede pletter gnides ind med glycerin, som skal sidde i nogle timer. Renses derefter med et tæpperense- eller vaskemiddel, der indeholder sulfo.