Mel.: Hvo ikkun lader Herren råde
Syndernes forladelse - Guds tilgivelse - 510
1
Nu har jeg fundet det, jeg grunder
mit salighedens anker på,
den grund er Jesu død og vunder,
hvor den før verdens grundvold lå.
Det er en grund, der evig står,
når jord og himmel selv forgår.
2
Vi skulle ej fordømte blive,
derfor Guds Søn til verden kom
os saligheds forstand at give
og bære selv Guds vredes dom
og vækker os ved livets ord
at sanse ret på denne jord.
3
O afgrund! hvilken alle synder
har slugt og dræbt ved Jesu død
og os kun alt til bedring skynder,
så skal vi finde nåden sød.
Her råber Jesu blodig sved:
Barmhjertighed, barmhjertighed!
4
Deri jeg mig vil trolig sænke
og drukne al min nød og ve
og, når mig mine synder krænke,
kun altid til Guds hjerte se;
der ser jeg i en afgrund ned
af idel Guds barmhjertighed.
5
Så lad det gå, som ham behager,
der af forbarmelse er fuld,
jeg ved, han giver eller tager,
så er han nådig, tro og huld;
lad ham mig føre op og ned,
hans vej er alt barmhjertighed.
6
Ved denne grund jeg fast vil blive,
så længe jeg på jorden går,
det vil jeg tænke, tale, drive,
så længe mig en åre slår.
Hist synger jeg i englekor:
Barmhjertighed! hvor er du stor!
Johann Andreas Rothe 1722. Hans Adolph Brorson 1735.