(Bakkesangerinden) Tekst: Epe - Poeten. Musik: Amdi Riis.
Jeg er en af Bakkens Sangerinder,
de fromme Kvinder, som nu forsvinder.
Ak, nu er jeg mange, mange Mile
fra Bakkens Hvile og Peter Liep.
Jeg'r en fremmed Fugl, en lille Kolibri
inde her i Tivoli,
J eg drømmer mig tilbage
til den gamle Pavillon,
til Tribunen, hvor vi sad.
Vi sang de gamle Viser,
der var fa'me ing'n Pardon,
vi blev ved til Folk de grad.
Saa regned' det med Janter paa Terrassen.
Dem stak vi ned i Strømpernes Chiffon.
For jeg skal si' Dem, her var Sparekassen
i den gamle Pavillon.
Midt paa Bakken er jeg født og baaren,
en Dag i Vaaren sa' jeg Gomaaren.
Aldrig, aldrig, aldrig kan jeg glemme'
min Moders Stemme, naar hun sa' Øl.
Far ku' tæmme Dyr, han var en fin Dressør,
han var Loppe-Direktør.
De sprang de kære Lopper
i den gamle Pavillon,
hvor hans Cirkus gik med Held.
Hans Loppeakrobater
de var ualmind'lig fjong,
dem leverede vi sel'.
Med Tiden blev vi elve Børn i Troppen,
for Mor hun fødte to i hver Sæson,
skønt hun var Damen uden Underkroppen
i den gamle Pavillon.
Udenfor paa d'Angleter's Terrasser
der sidder Masser af Boursjoasser.
Alle disse Overklassemokker,
der five o' clocker med deres The.
Naar de sidder der paa Rad paa der's Po-po
for at la' sig ov'rbeglo.
Saa sender jeg en Tanke
til den gamle Pavillon,
hvor vi ogsaa sad paa Rad.
Og viste Bakkens Mandfolk
vor's Pariserbagperron,
og jeg ved s'qu ikke hvad,
De andre flirter med de fine Herrer,
vi skyder med en Jord og saa Beton.
Men Facit det' s'qu ens i d'Angleterre
og den gamle Pavillon.
Ingen aner, hvor jeg savner Bakken
med Hjortetakken, og Kakerlakken.
Kildeøen, Bøgen, Anemonen,
og Ølrationen, halvtres om Da'n.
Sangene vi sang var ingen Kryds og Tværs,
de fik Børn i alle Vers.
De fine, noble Sange
fra den gamle Pavillon,
de var kendt af hvert et Barn.
Og ov'n paa den om Nonnen
og Matrosen i Hongkong
var man ikke uerfar'n,
Nu lærer Skolebørn, hvad de har nødig
om Seksualitet paa'n hver Facon,
Saa nu'r man blevet ganske overflødig
i den gamle Pavillon.