Mel.: Klaus Brinch 1990. Tekst: Lars Busk Sørensen.
Den hellige, almindelige kirke - Kirken - 331
1
Uberørt af byens travlhed og trafikkens tunge brus,
som en helle midt i larmen står det underligste hus.
Stilhed, der er livets egen, overdøver dagens krav,
her hvor Helligånden holder åbent hus for høj og lav.
Her har dagen evighed,
her har kærlighed sit sted,
hvor Guds Søn er sammen med os under Helligåndens fred,
og da føler vi en stund,
at vi står på hellig grund,
og at livets mening lyder fra vor skabers egen mund.
2
Støjniveauet stiger om os, alle jager efter vind,
så Guds Helligånd må hviske for at nå et splittet sind;
men da hænder søndag morgen det forunderlige, at
Kristus hilser os i døren: "Dine synder er forladt!"
Her har dagen evighed,
her har kærlighed sit sted,
hvor Guds Søn er sammen med os under Helligåndens fred
og da føler vi en stund,
at vi står på hellig grund,
og at livets mening lyder fra vor skabers egen mund.
3
Slægters fodtrin lyder mod os op igennem glemte år,
danse-lette eller tunge, som de følte deres kår,
når de andagtsfulde kom med deres små til livets Gud,
når de knugede af sorgen bar de kære døde ud.
Her har dagen evighed,
her har kærlighed sit sted,
hvor Guds Søn er sammen med os under Helligåndens fred,
og da føler vi en stund,
at vi står på hellig grund,
og at livets mening lyder fra vor skabers egen mund.
4
Stilhed, der er livets egen, falder på os ord for ord,
når vi knæler ung og gammel med Guds Søn omkring hans bord..
Selviskhed er næsten komisk, her hvor sidste mand er først,
og et fattigt barn, der leger for Guds ansigt, kaldes størst.
Her har dagen evighed,
her har kærlighed sit sted,
hvor Guds Søn er sammen med os under Helligåndens fred,
og da føler vi en stund,
at vi står på hellig grund,
og at livets mening lyder fra vor skabers egen mund.