Tekst: Karsten Karstensen - Melodi: Rudolph Bay
Af Østerhavets vove
en ø sig hæver skønt,
bekranset stolt med skove,
bevokset mildt med grønt.
Så sagte bølgen gynger
og luller den i ro,
og raske børneklynger
ved stranden lege fro.
Tra-la-la, tra-la-la,
tra-la-la-la-la-la-la-la-la,
tra-la-la, tra-la-la,
tra-la-la-la-la-la-la,
og raske børneklynger
ved stranden lege fro.
Den ø er som en have,
hver kornmark er et bed,
de bønder flittigt grave
og lægge kornet ned.
Og om den have lukker
et hegn af nøddetræ,
der drengen går og plukker
sig lommen fuld i læ.
Tra-la-la, tra-la-la,
tra-la-la-la-la-la-la-la-la,
tra-la-la, tra-la-la,
tra-la-la-la-la-la-la,
der drengen går og plukker
sig lommen fuld i læ.
Løvtætte linde brede
sig over bondens tag,
her svalen har sin rede
og kvidrer nat og dag.
Og mellem træets grene
der titter æbler ud,
rødmossede og pæne
som bondens unge brud.
Tra-la-la, tra-la-la,
tra-la-la-la-la-la-la-la-la,
tra-la-la, tra-la-la,
tra-la-la-la-la-la-la,
rødmossede og pæne
som bondens unge brud.
Det er så sødt at drømme
i denne haves skød,
hvor lune vinde strømme,
hvor rosen dufter rød.
Småfugle bor i skoven,
småblomster står i eng,
velsignelse bag ploven,
og rask er mø og dreng.
Tra-la-la, tra-la-la,
tra-la-la-la-la-la-la-la-la,
tra-la-la, tra-la-la,
tra-la-la-la-la-la-la,
velsignelse bag ploven,
og rask er mø og dreng.
Den ø jeg kan ej glemme,
jeg stedse skuer den,
thi der, der har jeg hjemme,
did går min længsel hen.
Jeg elsker den så såre,
var verden mig til fals,
og frit jeg måtte kåre,
jeg valgte mig et Als.
Tra-la-la, tra-la-la,
tra-la-la-la-la-la-la-la-la,
tra-la-la, tra-la-la,
tra-la-la-la-la-la-la,
og frit jeg måtte kåre,
jeg valgte mig et Als.