Mel.: A.P. Berggreen 1849. Thomas Laub 1921. Otto Mortensen 1982
Lær mig, o skov, at visne glad - O, kommer hid dog til Guds Søn
Kristenlivet - Tro - 582
1
At sige verden ret farvel
i livets gry og livets kvæld
er lige tungt at nemme;
det lærtes aldrig her på jord,
var, Jesus, ej du i dit ord
hos os, som du er hjemme.
2
Hvor tit hos dig end trøst jeg fandt,
når hjertet skjalv, og gråden randt,
og verdens bølger bruste,
ved støvet hænger dog min sjæl,
og slangen bider i min hæl,(1)
skønt du dens hoved knuste.
3
O Jesus, Herre, broder sød!
Du kender bedst den bitre død,
du har den overvundet;
vor skabning grant og kender du,
ved godt, vi alle ser med gru
vort timeglas udrundet.
4
O, kom du, som engang, jeg ved,
du i din Faders herlighed
skal klart dig åbenbare,
var det i gry, var det i kvæld,
jeg skyndte mig med kort farvel
i sky til dig at fare.
5
Men kommer døden førend du,
kom da i løn' og kom i hu,
hvor mørkt der er i graven!
Omstrål mig, så jeg glemmer den,
salv øjet på din syge ven,
så jeg kan se Guds-haven!
6
Kom i den sidste nattevagt
i en af mine kæres dragt,
og sæt dig ved min side,
og tal med mig, som ven med ven,
om, hvor vi snart skal ses igen
og glemme al vor kvide!
7
Kom, som du vil! jeg ved det vist,
du selv har sagt, at her og hist
du kendes vil på røsten,(2)
den røst, hvorved trods verdens larm
os hjertet brænde kan i barm
og smelte hen i trøsten.
8
O, lad mig i min sidste stund
det høre af din egen mund,
som Ånd og liv kan tale,
hvor godt der er i Himmerig,
og at du stol har sat til mig
i dine lyse sale!
9
Før døden med sin istap-hånd
gør skel imellem støv og ånd,
bortvifter hjertets varme,
indslumre skal jeg da med lyst,
som barnet ved sin moders bryst,
i dine frelserarme.
N.F.S. Grundtvig 1843 og 1845.
(1) 1 Mos 3,15. (2) Joh 10,4