Peter A.G. Nielsen, 1986
Danmark, dit indre ocean
jeg bølger ud på din bølgende vandseng
som et silkelag'n.
Solskin på drømmenes altan
de drikker kaffe fra kaffemaskiner
hele formiddag'n.
Li'meg't hvem du er,
li' meg't hvor du er,
så velkommen her.
Li' meget hvem du er,
li' meg't hvor du er
så velkommen her.
Jeg kravler op i en stang,
til det hjul de engang kaldte storkered'n,
og råber:
Længe leve mangfoldighed'n.
Danmark, jeg flyver en tur,
jeg synes du hænger gevaldigt med næbbet
i dit fuglebur
Danmark, hør drømmens troubadur,
han vækker alting til live
med nærvær og omsorg som vækkeur,
/:Li' meget hvem du er,
li' meget hvor du er,
så velkommen her.:/
Vi sætter spejle i solen
til alle, der kæmper på skyggesiden
og råber:
Længe leve mangfoldigheden.
Danmark, det banker på din dør,
har aldrig set dig så selvisk og ensom
nogen sinde før,
Danmark, pas på du ikke dør,
du trænger til nogen der kysser din næse
og nulrer dine øer.
/:Li' meget hvem du er,
li' meget hvor du er
så velkommen her.:/
Vi sætter spejle i solen
til alle, der kæmper på skyggesiden
og råber:
Længe leve mangfoldigheden.
Let me hear you say: Yeah!
Yeah,yeah,yeah,yeah,yeah,yeah.
--