Tekst: Ellen Heiberg. Musik: Michael Bojesen
Så kom den lyse morgen
med klar og kølig sol
det varer ikke længe før den brænder
jeg ventede med længsel
for her har været koldt
og jeg har frosset lidt om mine hænder.
Den første forårsmorgen
kan smelte sjæl og krop
og frøet der har sovet dybt i kulden
det tøvede i søvnen
og ville gerne op
men blev som løget endnu lidt i mulden.
Det varer ikke længe
for alt er sprunget ud
naturen er jo både smuk og herlig
den vender jo tilbage
i evighed og år
og den ved ikke selv at den er særlig.
Jeg tror at havet husker
at vandet har en sjæl
og floderne ved selv hvorhen de løber
og egen der jo lever
i mange hundrede år
har tanker som den ingensinde røber.
Lad morgenstunden vare
jeg ligger i min seng
mit vindu' det står åbent ud mod livet
hør fuglene der synger
det lyder helt som om
at de ta'r hele livet lidt for givet.
Jeg ber dig om at lytte
til skove sø og strand
for hellig er den kærlighed der gavner
for markerne der grønnes
og engene der gror
de ejer al den visdom som vi savner.
--