(Tre stadier) Fransk melodi Forf.: Erik Bøgh
Den skønne går ind i sit attende år
nu står rosen i knop!
Når frem blandt de blegnende søstre hun går,
det er, som solen står op.
Og herrerne puttes
og stødes og knuttes
og kaster sig for hendes fod,
de sukker og klukker
og flammer og stammer
og kysser den plet, hvor hun stod.
Men tappert hun lader dem alle forstå,
at roserne vokser med torne på.
Skade, skade! Tornenes tid er så kort!
Thi snart har den skønne tilbagelagt
sit femogtyvende år;
nu rosen udfolder sin fristende pragt,
i fag rest blomstring den står.
Men ak, nu begynder
de udsprungne ynder
at ængste tilbedernes flok;
begejstringen daler,
og heden sig svaler -
det er dog besynderligt nok!
Og tornene stikker ej mer så hvast;
men lige som hager de holder fast.
Skade, skade! Blomstringens tid er så kor
Den skønne og rosen de følges jo ad
til sidst går begge i frø.
Snart falder fra blomsten det duftende blad,
og hun bli'r tred'veårsmø.
Og blikket bli'r sødere,
hjertet bli'r blødere -
hvad kan ej tiden formå!
og tornene stikke
ej længer. Vist ikke!
De bliver så bløde, så små -
Og kommer så frieren strunk og prud,
så svarer hun, førend han får talt ud:
Ja,ja, ja,ja, ja,ja,ja, ja,ja,ja ja!
Visen stammer fra 1840, fra vaudevillen "Narret April", og de siden da forløbne 150 år har unægtelig narret med hensyn til det svage køns tre stadier, hvoraf de to første har fået helt, helt andre terminer. Uden at dette dog måske umiddelbart påvirker visens grundide? E. B. nr. 67