Hans Hartvig Seedorff, 1917
1. Det er igen den fine, lyse nat
med drosselfløjt i vejens mørke krat.
Det er igen de store stjerners tid,
da verden bliver mild og månehvid.
2. Ja, end engang den store, lyse nat.
Nu længes den, hvis hjerte blev forladt.
Nu glider alle dybe drømmes elv
tilbage til sin kilde, til sig selv.
3. En drossels fløjt som sølvlyd i min sang.
Så længes jeg endnu, endnu engang
imod et hjerte, som har mit forladt.
Det er igen den altfor lyse nat.
--