(Varieté) Komp.: Viktor HolHinder Forf.: Frederik Ricard
Det er min afskedsfest i Trommesalen,
til sidste plads er fyldt det kvalme rum.
Nu ser man først, hvad den kan rumme, salen,
og hvad jeg ejer for et publikum.
Der er vel godt en otte hundred' menn'sker
foruden, hvad der findes på balkonen;
alverden er her, selv den fulde svensker,
som synger med og sprøjter med sifonen.
De elsker den gamle variete,
:,: variete. :,:
De får et glas øl og en pi'e te'
og tænker: Hvad skal det nu bli'e te'?
De ler i den gamle variete,
:,: variete. :,:
Men der er dog vemod i al dens humør -
den skifter igen direktør!
Servering er der ikke mer, der hedder,
man ta'r det glas, som man kan nå, i flæng,
og roser og violer i sjeleder
udstrør en ældre, blegfed blomsterdreng.
Bedrøvet pianisten slår piano't,
og så energisk bli'r det gennnempryglet,
at svensk'ren synes rørt, at det bør ha' no'ed,
og hælder et glas banko ned i flyglet.
Det sker jo så tit i variete,
:,: variete, :,:
så det er en ting, man må tie te';
men se nu: der sættes en sti'e te'!
Spændt sidder den hele variete,
:,: variete, :,:
der spilles en larmende dillegalop,
og langsomt går fortæppet op.
På én gang bli'r der ganske dødsens stille.
På scenen træder direktøren frem.
En tåre ser man ned ad næsen trille
og nokken en ... og flere efter dem.
At tale overstiger mine kræfter,
så larmes der med stokke og med stole.
Men Trommesalens guldmedalje hæfter
jeg tavs på pianistens slidte kjole.
Da drøner den gamle variete,
:,: variete, :,:
så højt, som en jubel kan sti'e te',
og det er der intet at si'e te';
for det var min egen variete,
:,: variete, :,:
jeg har den forladt for en højere kunst;
men aldrig jeg glemmer dens dunst.
Vise fra "Taksameterkuskens Datter", Nørrebos Teater 1901.
Sjeleder: munter københavnerjargon for "geledder" og sammen med en "ældre blegfed blomsterdreng" med til at give atmosfæren i Trommesalen med dens ambitioner om at gælde for kunsttempel. Et vel egentlig ikke særlig elskværdigt lynportræt af århundredeskiftets variete og dens publikum, men alligevel med en egen bunden varme og kærlighed til miljøet hos den jurist og embedsmand (Ricard), der livet igennem dyrkede den lette muse til venstre hånd. DV, 1.bind, nr. 43.