(Cavelines forlovelse) Komp.: Erik Bøgh Forf.: Erik Bøgh
Det var en aften på Tivoli
endnu i Carstensens dage,
der skulle være fyrværkeri,
og det var netop tilbage;
vi stod og vented på herligheden,
da kom en byge, og hele glæden
blev straks til vand, det bare vand!
Og regnen strømmede ned fra sky,
der blev en jammer at høre!
Min hat var blegrød og ganske ny,
tænk blot - hvad skulle jeg gøre!
Og skilt fra tante jeg blev i vrimlen,
da kom en herre som sendt fra himlen,
med paraply, med paraply.
Han var jo fremmed, men herregud!
man ved, at nød bryder love.
Han så så god og så ærlig ud,
og noget må man jo vove.
Og den, der kender de røde hatte,
hvor lidt de tåler, kan sagtens fatte,
at jeg blev glad, ja, rigtig glad.
Han sagde: "Jomfru, det er så vådt!"
Jeg svared kort: "Ja, det er'et."
Han sagde: "Undskyld, jeg mener blot,
at De får tøjet fordær'et-
men må jeg låne Dem paraplyen,
så kan De dog komme tør til byen.
Tillader De? - Tillader De?"
Men straks at takke, det syntes jeg,
var ikke rigtig anstændigt,
og derfor svarte jeg også nej
så længe, det var nødvendigt;
men så forsikred han, at vi ha'de
just begge hjemme i samme gade
tænk, sikket held! Tænk, sikket held!
På vejen talte vi op og ned;
om vejret først det sig drejed;
men siden blev det om kærlighed,
og om så grueligt meget!
Og da så efter den passiar vi
kom hjem til porten, så, ja, så var vi
forlovede - forlovede! -
Fra vaudevillen "Tre for en", Kasino 1852.
Som Lumbyes "Champagnegalop" og "Drømmebilleder" er visen her blevet en art flagskib for københavnerklenodiet Tivoli. Og det selvom den jo ikke fortæller stort andet om den gamle have, end at der skulle være fyrværkeri. Havde parret så endda fået en raketstok i hovedet!
Nå, det er ikke første gang, at en stedsegrøn succes har lånt et populært navn på en by eller - som her - et etablissement som baggrundskulisse til en i øvrigt fuldstændig hverdagsagtig historie. Og vise og melodi hører så uløseligt Tivoli til, at man ikke kan undgå selv at digte hele haven op omkring den, når man synger eller hører den.