Melodi: Erik Bøgh - Tekst: Erik Bøgh
Det var en aften i Tivoli,
endnu i Carstensens dage,
der skulle være fyrværkeri,
og det var netop tilbage.
Vi stod og vented på herligheden,
da kom en byge, og hele glæden ...
Den blev til vand?
Til bare vand!
Og regnen strømmede ned fra sky,
der blev en jammer at høre:
Min hat var blegrød og ganske ny
tænk blot! - hvad skulle jeg gøre?
Og skilt fra tante jeg blev i vrimlen,
da kom en herre, som sendt fra himlen ...
Med paraply?
Med paraply!
Han var jo fremmed, men herregud!
Man ved, at nød bryder love.
Han så så god og så ærlig ud,
og noget må man jo vove.
Og den, der kender de røde hatte,
hvor lidt de tåler, kan sagtens fatte ...
At De blev glad? -
Ja, rigtig glad!
Men straks at takke, det syntes jeg
var ikke rigtig anstændig,
og derfor svarte jeg også nej
så længe, det var nødvendig.
Men så forsikrede han, vi ha'de
just begge hjemme i samme gade ...
Naturligvis!
Naturligvis!
På vejen talte vi op og ned,
om vejret først det sig drejed,
men siden blev det om kærlighed
og om så gruelig meget.
Og da så efter den passiar vi
kom hjem til porten, - så - ja, så var vi ...
Forlovede?
Forlovede!
Sangen stammer fra vaudevillen 'Tre For En', der blev opført på Casino i 1851. De to forelskede er Tørn og Caroline - eller som Erik Bøgh har stavet det i sin 'Halvandet Hundrede Viser': Caveline.
Da sangen blev til i 1850, havde Tivoli eksisteret i syv år og var uden tvivl det københavnske borgerskabs forlystelse nummer et. Mens sømændene i Nyhavn og på Halmtorvet gik til sagen uden megen omsvøb, måtte de mere ærbare piger og unge herrer i anstændighedens navn via nogle omveje. Men enden på aftenen var sandsynligvis den samme.