Tekst: A. M. Glückstad - Melodi: H. C. Lumbye
Det var en juleaften silde,
jeg sad alene på min kvist,
og tanken flagred, som den ville,
mens sindet var så trist.
Mismodigt stirred jeg i ovnens lue,
som kasted svagt lidt lysskin i min stue.
- Hvor tungt det er at være ene,
hvor tungt det er at være ene!
Og tanken flagred da tilbage
til barnets kære gamle hjem,
til fordums glade, skyldfri dage,
ja Gud velsigne dem!
Jeg tænkte på min moder, ak på hende,
jeg følte tåren i mit øje brænde.
- Hvor tungt det er at være ene,
hvor tungt det er at være ene!
Jeg blev så inderlig bevæget -
hvad kærlighed der lå deri.
Den stue, hvor som barn jeg leged,
hvad den fik poesi!
Ak, kunne jeg blot se de gamle smile,
jeg rejste gerne mange tusind mile.
- Hvor tungt det er at være ene,
hvor tungt det er at være ene!
Jeg fatted kærligheden ene,
hvordan det så i verden går,
en smule lykke kan forlene.
Ja nu jeg først forstår,
kun den kan stille hvad vi alle savne,
indtil den tid, vi engang sikkert havne!
- Hvor tungt det er at være ene,
hvor tungt det er at være ene!