Mel.: Thomas Laub 1913
Den hellige, almindelige kirke - Kirken - 324
1
Dig rummer ej himle
og himlenes himle,
vor Herre fuldstor,
så ej er at tale
om højelofts sale
til dig på vor jord.
2
Du rører kun støvet
som vindpust i løvet,
du himmelske gæst;
og hytten i barmen
med kærligheds-varmen
behager dig bedst.
3
Men har du os givet
til redning, til livet
et kærligheds ord,
til det at udtale
må højelofts sale
opmyldre på jord.
4
Hvem vil ikke prise
med salme og vise
din kærligheds røst?
Hvor er dog det øre,
som ikke vil høre
den evige trøst!
5
Thi bygger vi kirker,
hvor Guds-ordet virker
i lys og i løn,
hvor hjertet sig fryder,
når hallen genlyder
af tak for Guds Søn.
1 Kong 8,27. N.F.S. Grundtvig 1836.