Vi var ene to, månen hang og lo,
jeg var ude af mig sæl,
men i samme nu, som hun sa': »Ah du«,
hviskede det i min sjæl:
Dit hjerte er i fare, Andresen!
Det er det jo hver gang, det blir maj,
Når fuglene sig parrer, Andresen,
så er der osse bud efter dig,
I dit unge hjerte svulmer kraften,
der er erotik i luften, hvor du så går hen,
Andresen, det er lis'dan i aften,
Med andre ord: Nu er du på'n igen.
Vi gik tur, men tænk, så stod der en bænk
inde ved en ensom sti.
Bænke i en skov sku forbyd's ved lov,
for hvad nytter det at si:
Dit hjerte er i fare, Andresen,
du sitter der i fuldmånens skær,
dens stråler er så klare, Andresen,
og pigen sitter alt, altfor nær.
Bølgerne de risler blidt mod stranden,
denne her infame lille nattergal den slår.
Andresen, nu går du fra forstanden,
det osse fa'n, så det er ve'r bli vår.
Altså, hvor jeg led. Hver gang jeg blev hed,
vågnede mit bedre jeg,
inde i mit bryst lød en grådkvalt røst,
jeg ku' mærke, at den skreg:
Dit hjerte er i fare, Andresen,
for pigens røde mund gør dig skør.
La vær' og la' dig narre, Andresen,
for det er bare løgn og kulør.
Føler du dit stakkels hjerte skælve.
Svimler du ved nattens duft af roser,
hyld og tjørn. Andresen, det'r kun syvogfyrre el've,
som hun har fået henne hos frisør'n,
Aft'nen var så smuk, og hun drog et suk,
og så sa' jeg »Dejligt vejr«.
»Ja, det er«, sa' hun. Så holdt jeg min mund;
men så hvisked' skovens træ'r:
Dit hjerte er i fare, Andresen,
hun nynner denne her »Flyv fugl, flyv«.
Hun ka' sit repertoire, Andresen,
men sørg nu for, at det skal bli lyv.
Men'ske lad dog vær at la' dig knalde,
ved du, hvad en vielse den koster, lille ven,
Det er fire kroner een gang for alle,
plus hver en klink, du tjener sidenhen.
Hun var skøn af krop: kjolen var glidt op,
hun had' silkestrømper på.
Og nervøs og bleg mumled stakkels jeg,
mens jeg kikked ned på skrå:
Dit hjerte er i fare, Andresen,
nu sidder der en myg på hend's knæ.
Men la' den, la' den bare, Andresen,
for rør du hende, er du et fæ'.
Herregud, du gamle, brug dog pæren:
Bryllupsmarch til Kaper, det er slut på eventyr't.
Andresen, der er lusk i affæren,
måske det' dejligt, men det' fa'ens dyrt.
Hvodden at det kom, ved jeg intet om,
pluds'lig sad hun på mit skød.
Jeg sa' ingenting, og hun sa' ingenting:
men det var, som om det lød:
Dit hjerte er i fare, Andresen,
hvordan er det, du krøller dit tøj.
Der knækked din' cigarer, Andresen,
værsgo, halvanden krone, der røg.
Se dog nu og få fornuften funden,
før den lille snottede gud Amor vinder sejr.
Andresen, se nu spidser hun munden,
ti nu og sig, du helst vil ha en bajr.
Cirkusrevyen er den største danske revy, og ligger på Dyrehavsbakken. Den blev grundlagt i 1935 af skuespilleren Ludvig Brandstrup og hans ven Osvald Helmuth. Den unge Aage Stentoft blev Cirkusrevyens første akkompagnatør. Han blev engageret lige ankommet til København fra Holbæk. Han kom til at skrive melodier til en masse af de første års viser som "Molak molak mak mak mak", "Dit hjerte er i fare Andresen", "I den mellemste køje", "Degnens vise", "Schaldemose" og "Hen te' kommoden og tebavs igen".
I DR's udsendelse "Omkring Aage Stentoft" fra 1984 fortalte han, hvordan han blev involveret. Han søgte arbejde som pianist i revyen. Han kunne ikke noder og spillede hele livet efter gehør. Han blev ansat på betingelse af, at han ville købe part i revyen. Stentoft troede på både ideen, navnene - og sig selv, så han slog til. Under en af de første prøver var Brandstrup irritabel, og da Aage Stentoft spillede forkert et par gange brølede Brandstrup: - Hvem Fanden er den bonderøv, som sidder ved klaveret?" Stentoft rejste sig, bukkede og sagde: "Det er ham, der finansierer revyen!"