»Vor barndoms bæk«. Jeppe Aakjær, 1910
1. Du kære blide danske bæk,
som bag om hegn og hybenhæk
mod salte fjorde glider,
dit vandrevand, din puslestrøm
har nynnet i vor folkedrøm
og pyntet Danmarks kjolesøm
fra landets ældste tider.
2. Det går som sagn i slægtens mund,
at over paradisets grund
Gud gød dig som sin gave.
Da Herren stænged Edens sti,
du kom hans flammevagt forbi.
Hvor nu du går, du syndefri,
der bli'r en Edens have.
3. Hver sjæl, som slipper ned til dig,
han vandrer langs din blomstervej
med smil i øjets kroge;
han er ej helt, som han var før,
men som han fik bag dine rør
et glimt af tabte himle s dør
og paradisets låge.
4. Her bandt hvert år min kære mor
en kost af pinsens blomsterflor
og sang så ømt bedrøvet.
En blomst var rød med stænglen hul,
og en som æggeblommen gul.
Den kost hun gemte langt bag jul
og værged den mod støvet.
5. Du lille muntre danske bæk
bag hyld og hegn og hybenhæk
og midt i lave enge,
du gav mit sprog dets sølverklang;
det bløde nyn ved vuggens gang
og rytmen i vor folkesang
er lån fra dine strenge.
6. Så værn da ømt om Danmarks land,
dets blide kyst, dets bløde strand
og mejsens bo i hækken,
lys over haren markens fred,
giv ly og læ og rugested
for alt, hvad hjertet hænger ved;
men værn dog mest om bækken!
--