Du lille svale, du som forår bringer
hjem til vort kære gamle Dannevang,
sig mig, hvor vil du hvile dine vinger,
og hvem vil du forlyste med din sang.
Husker du, da roserne vi plukked',
fiskerflåden styred' ind mod land.
Fuglen til sin lille rede iler,
og nattergalen sine triller slår.
Jeg er forladt, og ene må jeg vandre
hvorhen min tunge skæbne fører mig.
Vi skilles ej, i håbet fra hverandre,
for kun en tanke sender jeg til dig.
Hvorfor bad du om mit unge hjerte,
hvorfor bad du mig om at elske mig.
Hvorfor voldte du mig al den smerte,
og hvorfor var du utro imod mig.
Jeg forstod, at jeg var dig for ringe,
du forlod mig i min fattigdom.
Men trods alt en hilsen jeg dig bringe,
åh, min ven, hvor var jeg lykkelig.