Melodi: J.P.E. Hartmann - Tekst: Chr. Winther
Du, som har sorg i sinde,
gak ud i mark og lund,
og lad de svale vinde
dig vifte karsk og sund.
Gak over høj og dale
og lyt ved søens glar
til skovens alvorstale
og kilden s muntre svar.
Var hjertet fuldt af klage,
og brused blodet vildt,
jeg gik mig ud at jage
det yndeligste vildt.
Det var ej hjort og hinder,
ej terne eller tjur;
det var med friske kinder
den vilde, fri natur.
Jeg vil så nødigt bænkes
i stuen, under tag;
der drikkes, og der skænkes
i døsig fred og mag.
Langt heller vil jeg brede
min dug bag ved en tjørn,
på lyngbegroede hede
i selskab med en bjørn.
Mig hued ingen sinde
småfuglene i bur,
som pyntelig på pinde
må sætte sig til kur.
Nej, på de rigtig vilde
er det en frejdig jagt;
om de er nok så snilde,
er deres værge svagt!
Fra syngespillet 'jægerhuset', hvor visen fremføres af Folmer Spillemand, der råder en forkrampet sjæl til at søge ud i natur og frisk luft for at finde ro og hvile.