Mel.: Peter Møller 1974
Den hellige, almindelige kirke - Kirken - 330
1
Du, som ud af intet skabte
lys og liv og herlighed,
Paradiset, som vi tabte,
blomstrer i din kærlighed.
Livets Gud, som kun er god,
sol og brød og hjerteblod.
2
Du, som satte kærligheden
over al vor skyld og død,
åbned atter evigheden
for hver slægt i hårdest nød.
Korsets Himmel-træ nu gror
i det lave, hvor vi bor.
3
Tak, at huset her blev bygget
som en sang om Paradis,
som et skaberglimt nedrykket
i vort lavlands tågedis.
Kom og bo her! Alt du kan,
livets Gud og skabermand.
4
Lad dit ord med glæden springe
i vor høje gæstehal.
Lad din skabermagt os tvinge,
når du siger: tjener, tal!
Gør os til din menighed
med dit folk i tusind led.
5
Du, som ud af intet skaber
tro og håb og kærlighed,
paradiset, som vi taber,
gror af ordets blomsterbed,
byder her den gode fred,
som kun kærligheden ved.
Jens Rosendal 1973.