Mel.: Oluf Ring 1936
Kødets opstandelse og det evige liv - Døden - 531
1
Eja, min sjæl ret inderlig
sig fryder,
med lov og pris jeg gladelig
udbryder,
når jeg betænker,
hvad mig Jesus skænker,
da han i nåde knuste dødens lænker.
2
Som fugl, der venter morgenskær
med længsel,
så sidder jeg i natten her
i fængsel;
min Jesus vende
snart al min elende
til liv og salighed foruden ende!
3
Strål frem, du frydefulde dag,
med fromme,
på hvilken alt så vel i lag
skal komme,
når englesangen
og når harpeklangen
skal hilse livets sol, som er opgangen!
4
Men du, bered mig, Herre Krist,
at vente
den store morgen, når du vist
vil hente
fra tåredalen
og fra jordekvalen
mig hjem til Himmerig, til frydesalen!
Dansk 1639. Olaus Forsselius 1668. J.O. Wallin 1816 og 1819. Fr. Hammerich 1850.