Tekst Peer Guldbrandsen. Musik: Eilert Lindorff Larsen
Endnu engang den lyse, lune Sommernat
med Nattergalefløjt i baade Busk og Krat,
fra Himlens dybblaa Tag, der lyser, fornem, bleg
den runde Maane over Sti og Vej,
endnu engang den lette, lune Sommervind,
der vækker dybe Længsler i hvert Pigesind,
endnu engang de tavse, fjerne Stjerners Glans,
endnu engang, endnu engang Set. Hans.
Endnu engang en Høst, Metalklang, Leers Lyd,
snart Svalen bryder op og flyer igen mod Syd.
Og alle Danmarks Bønder spænder Hest for Vogn
og kører Kornet ind i hvert et Sogn,
den høje, danske Rug er Solens Sommerværk,
den drøje, danske Rug gør Armen arbejdsstærk.
Langt over Landet lyder Lærkens Sølverrøst,
endnu engang, endnu engang en Høst.
Endnu engang den kolde, korte Vinterdag
hvor Løvfaldstæppet dækker Dal som Bakkedrag,
endnu engang den lange, trange Vinternat,
hvor Nordens Stjerner blinker fjernt og mat.
Nu venter Jorden paa det Under, der skal ske,
nu sover frø og Kim dybt nede under Sne,
de slumrer trygt i deres hvide, blide Skjul,
endnu engang, endnu engang en Jul.
Endnu engang en Vaar, som smelter Sneen væk,
den Sne, der luned over Jord og Vintergæk,
endnu engang vil Bøgens Blade foldes ud,
og alt vil grønnes, gro paa Solens Bud.
De unge Folk vil sværge evig Kærlighed,
de gamle folk vil trætte sove hen i fred,
og alt er nyt og dog det samme Aar for Aar,
endnu engang, endnu engang en Vaar.