Potpourri,
Een er for lille, og een er for stor,
een spiller kort, og een går på kro'r.
Een er for splejset, og een er for svær,
og sådan er der noget for enhver.
Der er lys i lygten lille mor.
Åh, gudskelov,
så bli'r her sjov.
Kan du se hvor fint og lyst, vi bor.
Åh, glæd dig, lille mor.
LIlle Lise let på tå
så misund'lig dansen gå
udenfor på pladsen
rundt om lirekassen.
Det er klart. at svært man har
ved at nøjs' med bedstefar,
når man har de fine nye laksko på,
og man er en lille Lise let på tå.
Sov dukke Lise, sov og' bliv stor,
medens du sover, våger din mor,
slet intet ondt din vugge skal nå.
Mor er jo hos dig, hun passer på.
Det var mig og Maggidudi, som var ude at gå tur.
De sku' gi' en genstand, sku' De, for Maggidudi er nemlig
storforbru'r. Ikke noget med tuttifrutti eller lemon-
skvat, uh nej, vi vil helst ha' noget med sprut i,
Maggidudi og jeg.
Titte til hinanden, titte til hinanden,
vifte med det ene· bryn,
skyde et par små beskedne lyn.
Blinke til hinanden, vinke til hinanden,
mødes i et kælent blik, så det lille
hjerte si'r dik, dik.
Og så 1, 2, 3 små smil, og så ud og kigge stjerner,
ud og gå under himlens små lanterner.
Titte til hinanden, titte til hinanden
og et lille kys måske, det er alle hjerters a, b, c.
Pige træd varsomt, thi scenen er skrå,
himlen er malet og slet ikke blå.
Alle de stjerner, der tindrer omkap,
slukker man blot ved. et tryk på en knap.
Du skal ikke gi' mig roser til at pynte på mit bord,
du skal bare gi' mig kys og søde ord.
Du skal ikke gi' mig pelsværk til at holde halsen varm,
for om halsen vil jeg hel're ha' din arm.
Du skal ikke gi' mig bøger fyldt med løgne,
jeg vil hel're læse lidt i' dine øjne.
Du skal ikke gi' mig gaver som en kostbar fingerring,
du skal gi' mig det, der koster ingenting.
Husker du vor skoletid.
Husker det så nøje!
Du gik i en kjole hvid!
Jeg i stumpet trøje.
Altid holdt vi fest, vi to,
kære; det var vildt det!
Husker du dengang vi slo'
hatten af Clothilde.
Hun løb efter, vi løb væk
som forfulgt af fanden!
Skjulte bag en rosen hæk
kyssed vi hinanden.
Her fødtes blandt rosers herlighed
vor barnekærlighed.
Det var på Frederiksberg,
det var i maj.
Jeg fik en pige kær,
og det var dig.
De kære minder jeg bevarer her.
Det var på Frederiksberg, der var i maj!
Man bli'r så glad, når solen skinner,
den bringer trøst for sorg og savn,
når den forgylder tårn og tinder,
så ta'r jeg byen i min favn.
Når solen titter frem,
går alle sorger hjem.
der en forvandling sker,
og hele byen ler.
Man bli'r så glad, når solen skinner,
ud over gamle København.
Fra jeg i vuggen lå
og var så gror som så.
jeg blev så glad og kvik
ved regimentsmusik;
og da jeg så blev stor
og kom fra fa'r og mo'r,
en lille løjtenant
mit hjerte vandt.
De pigebørn er uerfarne,
og han var løjtnant ved husarerne,
så røved' han mit hjerte i galop,
- en måned efter slog vi op!