Mel.: Christian Barnekow 1870 - O, Gud ske lov til evig tid
Menneskelivet - Årstiderne - 713
1
For dig, o Herre, som dage kun
årtusinder er at regne,
et øjeblik er den liden stund,
vi ånder i støvets egne.
2
Som blomsten falmer hver rosenkind,
som græs fældes kæmper gæve,
de vises kunstige hjernespind
nedfejes som spindelvæve.
3
Halvfjerdsindstyve er støvets år,
de stolteste strid og møje;
om firsindstyve en kæmpe når,
des mere han har at døje.
4
Se ned, vor Herre, og hør vort kald!
Du lære os ret af nåde
at tænke på vore dages tal
og lade din visdom råde!
5
O, giv os dog efter striden fred
og trøst efter suk og klage;
med glæden i kvæld din miskundhed
lad krone de korte dage!
6
Ja, styrk din tjener med kraftens Ånd,
og børnene hans tillige,
lad værket lykkes ved deres hånd,
lad blomstre med os dit rige!
7
Os overstråle din herlighed
som solen ved middagstide,
og lys over os i graven fred
med solebjærgs-skær det blide!
Sl 90. N.F.S. Grundtvig 1841, 1857 og 1864.