Mel.: Joachim Neander 1680
De helliges samfund - Gudstjenesten - 421
1
Gud er her til stede!
Kom og lad os knæle
og med andagt for ham dvæle.
Gud er i vor midte!
Alt i os må tie
for hans røst at oppebie.
For hans magt,
lys og pragt
sønderknuste alle
må til fode falde.
2
Gud er her til stede!
Og keruber høje
for hans åsyn dybt sig bøje.
Hellig! Hellig! synger
alle himmelhære
og ham yder lov og ære.
Tør vel vi
stemme i
og vort offer bringe?
Hjælp, o Gud, os ringe!
3
Vi forsager villigt
verdens falske glæde,
hjælp os den at undertræde.
Lad vor sjæl og legem,
viljen, hele livet
dig til ære være givet:
at kun du
er fra nu
den, vi alle dage
stræber at behage.
4
Luft, som alt opfylder,
lys, hvori vi svæver,
liv, som alt igennembæver,
saligheders afgrund,
hav foruden bunde,
dybt i dig jeg går til grunde;
jeg i dig,
du i mig,
lad mig helt forsvinde,
dig kun se og finde!
5
Sol, som inderst luer,
skønne hjerteflamme,
lad mig ret dit lys annamme,
at, som blomsten vender
sig mod lysets egne,
dig jeg finder alle vegne;
lad mig så
stille stå
og mit indre lade
i dit lysvæld bade.
6
Lad mig, helt enfoldig,
fra det lave skilles,
al min trang i nåden stilles,
salv mig sjælens øje
til din Guddoms-enhed
klart at se i hjertets renhed,
at af by
over sky,
højt som ørne svæver,
det mod dig sig hæver!
7
Gør min ånd på jorden,
Herre, til din bolig,
gør den venlig, blid og rolig,
klar mig op, og giv mig,
o du evig nære,
dig at elske og at ære,
hvor jeg går,
sidder, står,
have dig for øje
og for dig mig bøje!
Gerhard Teerstegen 1729. Harald Vilstrup 1934.