18. april 1897
Mel. : Vi sømænd gør ej mange ord.
De sønner, vi til søs har sendt,
og vore skønne piger,
har gjort vor lille ø bekendt
ud over land og riger.
En dygtig slægt blev fostret her,
det har jo alle sagt os,
og vi bør hædre hver især,
som dette ry har bragt os.
Den fest, der her os samled har,
får dobbelt glans og hygge,
fordi vort ædle brudepar
var med vort ry at bygge.
I femti år de fulgtes kækt,
og delte sorg og glæder,
to ædle typer for den slægt,
der skabte Fanøs hæder.
Vor brudgoms navn har hæderklang
helt ud til egne fjerne,
og når han »lægger op« en gang,
dets glans hans slægt vil værne.
Hav tak da gamle hædersmand,
Vor Herre Dig velsigne!
Du blev en hæder for din stand,
gid standen Dig må ligne!
Og bruden vandt ej mindre ry,
af alle højt hun skattes. -
Gid intet hjem på land, i by
slig sømandsbrud må fattes.
Hun lærte os med god forstand
og kærlig selvfornægten,
hvordan et hjem man lede kan
til held for efterslægten.
Derfor en tak vi bringe her,
vor sang vor tolk skal være,
hav tak for hvad I var og er
for slægt og venner kære.
Gid end i mange, mange år
I være må tilstede
blandt os i lyse, gode kår!
Guldbrudeparret leve!
Denne sang blev sunget til mine oldeforældres guldbryllup. Mine oldeforældre var Dorthea Maria og Mathias Johan Kolster. RS.
--