Thorvald Aagaard 1916 - Jeppe Aakjær 1912
1 Han kommer med summer, han kommer med sol
til kløver og nikkende hvener.
Mens pigen hun sømmer sin blommede kjol'
i læ af de røde syrener,
han sænker sig ned på det mossede tag
og knebrer fra reden den udslagne dag
en højsommervise om Danmark.
2 Og børnene stirrer fra tærsklen didop,
hvor løget på mønningen nikker,
og oldingen ranker sin krogede krop
i stuen, hvor slagværket dikker;
og minderne dugger, og læberne be'r,
og børnene pludrer og peger og ler:
"Se storken er kommen til Danmark .. !
3 Velsignede fugl uden høgenes klø'r,
med ørnenes mægtige vinge,
du dukker dig helst mellem græssende kø'r,
kun hygge og fred vil du bringe;
du følger i furen vor bonde så nær
og nikker som han, mens af rugen det drær
med løfte om høst over Danmark.
4 Hvor engblommen lyser langs åløbets bred,
du skridter så langt gennem engen;
med halsen i bugt og med øjet på sned
du titter til pigen og drengen.
Du søger din føde til leernes klang,
og høduften følger din higende gang
langs alle de åer i Danmark.
5 Så lad os da værne den solkære fugl,
der pynter vor vang og vort vænge,
der ruger sit kuld i det ormstukne hjul
til vejrs på den mossede længe.
Hans yngel skal trives i regn og i sol,
han rede beskyttes som hjemmets symbol,
mens sagnene lever om Danmark!