Han var så ung,
så glad og fyldt med længsler
og kendte ikke denne verdens sorg
og trængsler.
Han ville frem i verden, bare frem,
så han forlod sit barndomshjem.
Ref.: Han tro´de livets vej
var fyldt med lykkeleg,
men han så aldrig lykken smile, nej
Han glemte mor og far,
men selvom verden var
så ond og streng,
så var han trods alt deres dreng,
ja, ja, ja, ja,
så var han trods alt deres dreng.
Da han drog bort,
fra hjemmet så han ikke
sin moders sorg
og hendes tårefyldte blikke.
Han så sig ej tilbage - så kun frem,
og glemte snart sit barndomshjem.
Ref.: Han tro´de livets vej.....osv.
Og tiden gik,
den unge mand blev moden.
Han falmed´ som
en blomst man rykker op med roden,
men i sin sorg han så en dør stå på klem,
ja, døren til sit barndomshjem.
Ref.: Han vidste livets vej
var ingen lykkeleg
for han så aldrig lykken smile, nej.
Han genså far og mor,
for selvom denne jord
var ond og streng,
så var han trods alt deres dreng,
ja, ja, ja, ja,
så var han trods alt deres dreng.